Pobia, den 23. januar 1889. 73
åbenbart, at de for bare skræk hverken vidste ud eller ind. Dyret fik de da op, men så var endnu læsset tilbage. Den længste af dem søgte at finde det ved at gå ned ved siden, idet han holdt sig fast i buskene på brinken. Men han kunde ikke nå bunden, og strömmen var alt for strid. Træer eller bambus var der ingen af i nærheden, så vi havde intet at føle os for med. De spurgte mig, hvor meget læsset var værd. »A, en halvtreds til treds rupier, jeg véd ikke så nöje endnu.« Så meget! det var da forskrækkeligt, hvad skulde de gøre? Også jeg frygtede for, at vi fik det ikke mere; men endnu skulde der göres et alvorligt forsøg. Langt borte kunde jeg öjne en bambus-gruppe og sendte så en af dem hen at hente et ror. Det varede ikke så farlig længe, inden han kom igen og havde endog været så betænksom at hugge et par grene af så langt fra stammen, at de dannede hager. En halv snes alen længere nede ad strömmen fandt vi omsider læsset og fik det halet i land, og nogen videre skade havde det ikke taget. Heldigvis var der bundet godt over kurvene, så varerne kunde ikke trimle ud af dem. — Også ved denne lejlighed så jeg, at Karenerne er börn i karakter: de taber let besindelsen og er rådvilde, når det gælder at være rådsnar. Havde jeg ikke været der, så er jeg temmelig vis på, at både okse og læs havde gået tabt. — Ja, de er börn, og barnlige er vel også en del af dem; men det er let at skönne, at flere er barnagtige. Der er kun få gode börn iblandt dem. Men det gælder vel om at se på dem med så lyse öjne som muligt og at se særlig efter det bedste hos dem, se at få öje på det; for det er jo det, Vorherre vil have tag i, det er det, hans ånd vil lutre og rense hos så mange, som giver den lov og rum. Ja, Gud give os sind og hjærte til at søge stadig efter det bedste hos dem og til at få öje på det! Der er nok til at mørkne vort blik, så
