74 Pobia, den 23. januar 1889.
vi kun ser det mørke og skæve hos dem. Det kan være godt nok at have öje for det skæve, som jeg engang hørte en rose sig af, at han havde; men man fristes så let til kun at kige efter det, og da ser man i regelen kun skævhed alle vegne. —
Her hjemme fandt jeg Rasmus meget syg og helt modløs. Dagen havde været ham uendelig lang, og nu iaften snakker han om, at natten er som et helt år for ham. Det er strængt for ham at ligge syg, så meget mere, fordi han vist sjælden har kendt sygdom for her i Pobia.
En af kongens sonner er død i dag. Durø hed han. I fjor var han tyk og fed og så' rædsom forædt ud. Jeg husker godt, at jeg tænkte den gang: »du blir vist ikke gammel, prins.« Hans öjne så' ud til, at han gik med en leversygdom. Det er vist ikke sundt at mæske sig her til lands. — For en halv snes dage siden, da vi havde folk til at arbejde på huset, sagde kongen til mig, om jeg ikke havde nogen medisin, som kunde give åbning. Hans son var syg, og han mente, han trængte til noget af den slags medisin. Jeg gik hen og så til manden. Jo, der lå han inde i et mørkt hul, som mere lignede en svinesti end en menneskebolig. Ved siden af ildstedet lå han og stönnede. Hans moder, dronningen, sad ved hans side. Jeg følte på hans puls. Han havde lidt feber. Jeg spurgte om hans sygdom: hvorlænge og hvorledes. En tre måneders tid havde han ligget der. Jeg gruede: tre måneder i et sådant hul! Han var bleve-n blind, siden han kom til at ligge. Det så ud for mig, som at det gule lag, der i fjor sad på det hvide
