Pobia, den 23. januar 1889. 75
af öjnene, nu var groet hen over hele öjet og derved havde lukket for lyset. »Om jeg ikke kunde kurere hans øjne?« Nej, det kunde jeg da ikke. Så vilde de have medisin for åbning, og så vidt jeg kunde skönne, vilde det ikke skade ham at få en dosis; men jeg sagde dem, at jeg troede ikke, det kunde göre ham rask. Prins Biro, som var med mig der henne, sagde så: »Om lidt skal vi hente medisinen, hvis vi ønsker, han skal tage den«. Kongen spurgte mig ud, da jeg kom tilbage. Jeg sagde ham min mening, at jeg troede ikke, prinsen kunde leve ret længe. Lidt efter kaldte kongen ad mig igen. Han sad her tæt uden for på en træstamme med et par kyllingeben i hænderne, som han lige havde rådspurgt. »Hvis din medisin skulde give ham for stærk afføring, har du så en anden, som kan standse det?« spurgte han mig. »Jo, det havde jeg da; men han behøvede ikke at være ræd for, at den, jeg gav ham, skulde virke for meget.« Godt, så vilde han nok, at prinsen skulde tage den. Han havde altså set efter i kyllingebenene, om pet vilde være godt for den syge prins at tage min medisin. Men det lod jo til, at de havde ikke givet ham rigtig besked. — Hen på eftermiddagen kom prins Biro igen og bad om den anden medisin, som kunde stoppe. Jeg svarede ham, at det var for tidligt endnu, »vent til i morgen, hvis han da har for stærk afføring, så kom igen; men endnu er det ikke for meget.« Dermed lod han sig noje og kom da heller ikke igen næste dag. — Siden har jeg ikke set den syge prins, men jævnlig spurgt til ham og stadig fået det svar: »han er syg endnu«. — Øl og flæsk og driveri med hvad dermed følger har ødelagt ham. Kongens sönner tager desværre ikke efter deres fader i det stykke. — Foruden prinsen er der død én til her i byen i dag, nemlig en datter af den mand, hvis okse faldt i vandet. Jeg synes,
