76 Pobia, den 23. januar 1889.
der er snart aldrig andet end dødsfald og begravelser her i byen. Det ser næsten ud til, at befolkningen skal dø ud.
Pobia, 24. januar 1889.
Hvornår trænger en Karen til som?
Når han er død.
Kongen kom i morges og bad mig låne ham 400 söm.
»Fire hundrede som! nej, så mange har jeg ikke.«
»Så to hundrede.«
»Jeg har dem ikke, jeg har måske fyrre til halvtreds. Men hvad skal du med så mange som?«
»Min son er død, véd du vel nok; der skal laves kiste.«
Jeg kunde og kan endnu ikke forstå, at der kan gå fire hundrede som til en ligkiste. Jeg lod ham få halvtreds, skönt jeg dårlig kan undvære dem, da jeg ikke fandt et eneste som blandt H. J.s gods, mærkelig nok. Det går tit på, at én kommer og tigger som af os eller kjøber dem, når en slægtning er død, men de plejer dog at kunne nöjes med höjst en snes. Men det skal vel være en grumme fin kiste, en sådan prins skal i. Jeg tror nu forresten ikke, det er til selve kisten, der skal bruges som, for det er kun fattigfolk, der slår en kiste sammen af brædder, hvorimod de, som har råd til det, får en af en udhulet træstamme. Mange har et træ stående på roden, som de ikke vil sælge for aldrig det. Hvorfor ikke? Jo, det er bestemt til en kiste for dem, når de er død. Og så går de der år ud og år ind og ser på det træ, som engang skal vorde deres ligkiste.
Både sidste nat og i aften holdes der musik der henne i anledning af prins Durø's død, en rædsom musik, — for
