78
Pobia, den 25. januar 1889.
Kongen sendte bud til mig i morges og bad mig komme derhen til sig. »Mit barn er sygt, kom op og se på det.« Han fulgte mig op ad trappen til sit hus og kaldte ind ad dören på et kvindemenneske, som passede barnet. Barnets moder, en af kongens medhustruer, så vidt jeg kunde forstå, er død. Så havde det fået en shansk kone til amme. Den lille prins er 5 måneder gammel. Han er meget lille og mager, og jeg frygter for, at kongen også snart mister ham.
Prins Durø er ikke jordet endnu og skal først jordes på søndag. Der holdes en farlig stöj med trommer og bækkener både dag og nat og næsten uafladelig. Der danses og drikkes, og der stødes majs — efter musik. Det lader til, at folk fra andre torper kommer med gaver i form af ris og majs. I dag har jeg set flere okselæs komme. Jo, der skal nok være "en stor begravelse — bare ikke de går hen og dør allesammen, for det er en farlig sag at holde et lig så længe her ude. Men det vil de ikke tro. —
Rasmus er ringere i dag end i går. Han har ikke stort feber mere, men føler sig så umådelig træt og mat og spiser kun ganske ubetydeligt.
Pobia, den 26. januar 1889.
I morges fik jeg at vide, at den lille spæde prins, som jeg blev hentet til i går, døde allerede i aftes. Medisinen havde de ikke givet ham, hvis jeg ellers forstod den shanske amme ret. Han skal nok jordes ved siden af sin moder, så det blir ikke her i byen. — Mopæ skal til Toungoo, og med det samme en mand med nogle elefanter, — der
