8 Yaddo, den 27. desember 1888.
mus og jeg har jo vort telt — men vore mænd har da også tag over sig. De har sat nogle pinde i jorden og lagt nogle stænger over dem. Og der oven på har de lagt noget rishalm. Det er koldt nok her. Skoven er ikke mere så frodig på dette sted, som den vi kom igjennem i går og de foregaaende dage. Bjærgene er mere nøgne og klippeagtige, nede mellem dem er der hist og her ikke ubetydelige dale med rismarker.
Yaddo, den 28. december 1888.
I dag, da vi gjorde holdt for at koge og spise davre, kom læreren, Dadi, fra Yaddo. Jeg spurgte ham, om han så havde fat kjøbt heste. Han svarede lidt forbavset: nej, som om han undredes over spörgsmålet. Han sagde, at han havde været omkring at prædike især mellem Padown-folket, men han havde da også været i byen Pobia. Han lod ikke til at være stolt af sin tur: »Folk vil ikke tro,« sagde han. Det er vel ikke til at undres over, om han ikke sådan uden videre kan få folk til at tro, fordi han kommer rejsende engang og holder en dommedagstale til dem. Det blir vist næppe til noget, uden at vi lever blandt folket og ved den daglige og idelige påvirkning ved samlivet kan få indflydelse på dem. Når vi først kan få vundet deres tillid og agtelse i det små og i det timelige, da får de vel også tillid og tro på ordet om det store og evige, som vi får nåde til at føre. Desuden tror jeg også, at når vi ellers kan tale deres mål ordentligt, de snarere fæster lid til, hvad vi siger, end til hvad en af deres egne kommer rendende i ny og næ og fortæller dem.
Vi har ilet i dag og befinder os nu kun en halv dags
