Pobia, den 27. januar 1889. 81
løs på bækkenerne; det lød, som havde de et tusend stykker af dem, og som om de gjorde deres bedste for at slå dem i smadder alle sammen. Det kunde næsten få hårene til at rejse sig på mit hoved at høre på dem, og jeg var lige ved at tro, at det var deres hensigt at jage alle onde ånder ud af landet, Men de gode ånder vilde vist flygte først. Da jeg i dag spurgte dem ad, hvorfor de holdt en så grulig stöj sidste nat, var der ingen, som kunde give mig svar derpå. Sagen er nok, de véd det ikke selv, — det hører nu en gang med til en sådan begravelse — hvorfor? ja det har man glemt, som så meget andet.
I dag blev han så jordet, den prins. Jeg havde jo en anelse om, at det skulde gå for sig ved middagstid, og ved den tid hørte jeg da også en ganske ualmindelig støj der henne, og tænkte, nu må det vel være tid, om jeg skal have noget af hans henfart at se. Vi bor her tæt ved en af byens porte, netop den, som toget skulde drage ud af. Der henne ved porten ser jeg da to pongjier (buddistiske munke) og en 6—8 andre Shaner. Straks efter ser jeg prins Birø komme, trinende ud af porten. Han ser noget vist på en af Shanerne, snapper en bambusgren og giver ham et rap over ryggen med den. Shanen sætter af sted ind ad porten og prins Birø og jeg bag efter. Et stykke inden for porten står en snes Shaner og bærer på kisten med den døde prins i. Nogle af dem vil til den ene side med kisten, andre til den modsatte, alt under hujen og skrål og vanvittige fagter, mens trommer og bækkener lyder med fuld kraft. Jeg stiller mig op ved en side for at se på dette skuespil, der minder mig om en pongjis begravelse. Lidt efter kommer dronningen gående, hun skal nok være i spidsen for toget; hun går og synger en klagesang. Efter hende følger der flere, og endelig er da Shanerne bleven enige om at gå til samme side med kisten og følger efter.Rejse i Karénlandet. 6
