Pobia, den 27. januar 1889. 85
De mente naturligvis at göre ham en ære dermed. — Men de andre huse var fyldte med majs og ris, ligesom dette nu — eller havde været det, for rotterne har naturligvis tæret af det. Disse huse er altså kornlader for de døde. Jeg giver mig i snak med en, som sidder ved min side, og får at vide af ham, at der nede under jorden, hvor de dødes rige er, der er det akkurat som her på jorden, dér spiser og drikker man ligesom her, man plöjer og sår og høster, kort sagt, alt er nøjagtigt som her." Derfor er det også, at jeg ser plove og harver og riskurve, spinderokke, kurve fulde af bomuld, potter og pander og alt sligt, som hører til karénsk bohave, strøet omkring på kirkegården: man har givet de døde disse ting med, for at de kunde have noget at begynde med i den anden verden.
Ligtoget nærmer sig, dronningen er allerede kommen tillige med flere kvinder, som synger klagesange. Jeg forstår ikke, hvad det er, de siger; men det lyder da meget klagende og sørgmodigt, så det skal vel være klagesange. Ser man på dem, får man dog ikke indtryk af, at det er hjærtesorg for dem. Og når de standser en gang imellem, ler og spøger de — nej de sørger vist ikke meget dybt. Toget har ellers gjort holdt der henne, men nu skal de .af sted igen. De skaber sig som var de tossede. Der er sprungen tre af Shanerne op på kisten, hvor de står og danser, mens resten under hujen og skrig traver af sted hen imod graven med dem. Jo, det ser ud til dyb sorg det hele. Man blir langt fra hyggelig til mode ved at se og høre på dem. Messing-kanonen har de da også fået med og bruger den flittigt så vel som bøsserne. Låget til kisten ligger ved siden af graven, det skal ikke sættes på, inden kisten er kommen ned. Dette sidste tager tid. Jeg går imens lidt til side for ikke at få for meget af stanken. Et kvarters tid efter ser jeg én begynde at hugge noget af låget. Det
