86 Pobia, den 27. januar 1889.
er lidt for langt. Omsider er det passet til og sat på. Man begynder at lange ned af alle de varer, som prinsen skal have med sig. En mand står nede i graven og tager imod dem. Der er ris og majs, kogt og ukogt, kød og flæsk og »curry«. Der blir også langet ned en del kurve og potter, som er tilbundne, og hvis indhold man derfor ikke kan se. Nogle af dem er forskrækkelig tunge, ser det ud til; der er sagtens penge i dem. Dér kommer en stor rand potte; for oven er det bomuld, som stikker frem; men noget ganske andet må der være på bunden af den, for det koster dem en svær anstrængelse at få den ned uden at lade den falde. Plovjærn blir der også smidt ned, hakker og økser osv. Og en splinterny solskærm! ja, for der nede i underverdenen har man jo også brug for den slags ting så vel som her. Da så endelig alt godset er kommet ned, begynder de at rage jord ned over det alt sammen, uden så meget som at lægge en måtte over det. Stakkels prins Durö! hvorledes skal han dog finde rede på sine ejendele, sådan som de roder dem sammen for ham! — Da graven er halv fyldt, blir elefanten kaldt til, den skal nemlig trille nogle store træstammer ned oven på. Jeg tænker, det er for at ingen skal grave ned og stjæle pengene, hvad ellers en eller anden sagtens kunde fristes til. Så blir der rejst en höj bambusstang med et tolv fod langt og to og en halv fod bredt, hvidt flag i toppen. Den rejses i gravens søndre ende. Derpå fyldes graven med jord, og så er — prins Durö jordet. Mens det hele ved graven har stået på, har der stået en kvinde ved den ene ende af den og sunget. Jeg tænker hun er den afdødes enke. »O Durö, o Durö!« kom stadig igen i hendes sang. Hun lo og fniste ikke, når hun holdt op, sådan som de andre, der sang klagesange; men hun var helt alvorlig. Ved gravens nordre ende er der nok en grav. Den er til Durö's hest — for han skal også
