92 Pobia, den 5. fabruar 1889.
kan skade og sinke meget. Hvor vilde det ikke være let for mig, om jeg havde en biskop eller pave, som jeg kunde lade afgöre, om jeg skal blive her eller ikke. Jeg vilde da lade ham råde — blev vel nødt til det — og slap derved for megen tvivl og for ansvaret (?). I sådanne tider kan man få en smule begreb om, hvorfor papismen hyldes af så mange. Det er så let og mageligt selv at slippe for ansvar og vælte det over på en anden. Jeg foretrækker dog en rigtig god og ældre forstandig ven at rådføre mig med frem for at stå under en pave.
Pobia, den 7. februar 1889.
I middags fik jeg et brev fra en kaptajn Jackson, som ligger her oppe nord for ved Nanmekun. Da han ikke kan stort burmesisk og havde lidt forretning med Pobia, så bad han mig at hjælpe sig til rette. Han er nemlig ingeniør og laver kort over landet. Nogle mil her vesten for ligger en höj bjergspids, som han i lang tid har havt öje på — han kunde se den helt ovre fra Sawlung, Sawlapaws hovedstad. Den vilde han nu op på for at få udsigt over landet, og det var for at få vejvisere af kong Pobia at han nu ønskede min hjælp. Jeg tog da op til Nanmekun, hvor jeg traf kongen med en hel stor forsamling om sig. Men da det allerede havde lykkedes Jackson at göre ham forståeligt, hvad han ønskede, så var der intet videre for mig at göre. Kongen var ellers lige ved at skulle af sted op til Mr. Hilde-brand, som ligger et par mil denne side Mobyé, og havde sendt bud til ham om at komme. Kongen vilde have mig med, hvad jeg ikke følte mig videre oplagt til. Men jeg kunde ikke godt slippe fri, og da Jackson tilbød mig sin
