94 Pobia, den 7. februar 1889.
til fort Stedmand, end jeg havde tænkt, nemlig 4 dages rejse op ad floden. Og der fra til den nærmeste station på jærnbanen er der 10 dages rejse. Efter hvad jeg nu véd, kan jeg skönne, at vi får aldrig gavn af den del af jærnbanen, som går nord for Toungoo. Ti selv om der findes nærmere stationer end Toungoo, så er bjærgene her imellem så stejle, at det næppe vilde betale sig at tage den vej.
- - - - - - - - - -
Det var mørkt inden jeg nåde her hjem. Rasmus var meget dårlig. Bare han snart kan komme sig så vidt, at vi kan rejse ned til Toungoo. Jeg trænger selv hårdt til at komme under lægebehandling.
Pobia, søndag den 10. februar 1889.
Sha Po, min rødkarénske lærer i fjor i januar og sidste regntid, har været med hæren som tolk. Nu har han fået hjemlov, da expeditionen er til ende. Han sagde forleden, at han vilde vente og følge med os, når vi rejste ned til Toungoo; men i morges kom han her og sagde, at han ikke vilde vente længere, da han ikke kan være i fred for kongen. Denne vil stadig sende ham så til et sted og så til et andet, og det kan selv en Sho Po blive ked af. Kongen lader til at have den mening, at vi kun er her som hans tjænere og helst ikke skulde bryde os om andet end stå på pinde for ham, være hans skrivere og håndlangere så vidt muligt. Og det er uden tvivl af sådanne egenkærlige grunde, at han har sat sine folk til at bygge hus for os så vel som for Mopæ. Denne kan jo skrive burmesisk, og jeg er helt vis på, at dette er den eneste
