96
Yaddo, søndag den 17. februar 1889.
I forgårs rejste vi fra Pobia. Goolierne kom en dag tidligere, end jeg havde ventet dem, så vi kom lidt hovedkulds afsted. Rejsen tager hårdt på Rasmus — jeg undres over, at han holder det ud så godt, som han gor. Han rider på »Jeppe«. Heldigvis fandt vi Hans Jorgens gamle saddel i Pobia, som, hvor rådden den end er, dog gor god gavn nu.
Vi kom her til Yaddo et par timer for aften. Jeg havde tænkt, vi kunde sove i skolen oppe i byen; men så hørte jeg, at baptistpræsten Bunker er her, og så kunde jeg nok vide, at alle pladserne er optagne - for han kommer ikke ene. Så tog vi her ned en halv mils vej uden for byen ved bækken. Og det er behageligere at være her end oppe i byen, hvor der er overflod af hunde, svin og lopper samt nysgærrige folk og sådanne, som vil rapse, når de ser deres snit.
Vi havde ikke været her ret længe, inden Dr. Bunker sendte bud til mig, at han gærne vilde se mig. Jeg svarede, at jeg nok skulde komme op til ham. Lidt efter kom et andet bud fra ham, ved hvilket han indbød mig til at spise til middag med sig i aften. Jeg svarede, at jeg snart skulde være der. Det lød nemlig på, at maden snart var færdig. Da jeg kom op til byen, mødte Bunker mig. Venlig og smilende som altid. Hvad der særlig trak mig der op, var håbet om at få høre en smule fra mine kære i Toungoo, som jeg jo ikke har hørt fra siden jeg rejste. Bunker havde sidste uge fået brev fra plantageejer Petley i Toungoo, og da var alt vel der nede.
Jeg tænkte, at Bunker var ene; men da jeg så kom hen, hvor han bor for tiden, mødte vi frøken Anderson, den svenske pige, som kom her ud lige for jul fra Amerika, hvor hun har levet, siden hun var en halv snes år gammel,
