Side:Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu/38

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

26

som Vinteren havde dækket med sine hvide Blomster, eller hun sad ved den store grønne Ovn og hørte Ilden og Vinden fortælle hinanden mærkelige Eventyr om den store, straalende Verden derude.

Og saa kom der en Dag, da den første Livsbølge ødelæggende gik over den ensomme Ø, og i dets Grundvold lystede det lille, stille Hus, hvori Malach Schneefuss holdt sig skjult, fra den Dag af var den stakkels Vismand ikke mere lykkelig.

Aarsagen til hele Ulykken var en Ravn, som med stækkede Vinger løb omkring i Huset, den var Malachs Yndling, fordi den havde lært alle Slags kabbalistiske Formler, som den i Tide og Utide gav til bedste paa en uhyggelig træffende eller komisk meningsløs Maade. Sagen er, de Ting, vi ikke vide, volde os ingen Kummer, og det var ganske unødvendigt for Malach Schneefuss at erfare, at hans skønne, unge Kone var ham utro.

Malach havde en Blyantsholder af Sølv, hvori han anbragte sin Blyant, naar den var bleven for kort. Paa en smuk Høsteftermiddag fòr Ravnen op i Vinduet og bortførte Blyantsholderen. Malach forfulgte den først omkring i Stuen, fra Stuen ud i Gaarden, fra Gaarden i Haven uden dog at faa fat paa den; derimod fandt han sin Kone paa en under Hyldebusken skjult Græsbænk med en fremmed Mand.

Begge vare hensunkne i deres hemmelige Lykke og kyssedes saa ivrig, at de hverken hørte den stakkels bedragne Mand komme eller saâ ham, da