39
Paa samme Tid havde Kredsens Embedsmænd vist sig ved deres store med et lavt Rækværk forsynede Skriveborde og drøftede denne Begivenhed, der var falden ned iblandt dem som et brændende Meteor. Pludselig traadte Kredsøverstens Kone, Fru Grobacher, ind med langt Slæb, kniplingbesat Nattrøie og Morgenkappe. Den lille trivelige Dame var ret i sit Es, og hendes Øjne funklede med en næsten uhyggelig Tilfredsstillelse.
„Jeg har faaet en glimrende Idé,“ begyndte hun med den Værdighed, hvormed hun forstod at imponere ikke blot de underordnede Embedsmænd, men hele Kredsen. „Hs. Majestæts Villie skal efterkommes, men paa en Maade, der bringer os alle Fordel. Den gode Kejser har forordnet, at Jøderne skal have Navne; men han har ikke sagt, hvilke Navne der skal gives dem, og jeg finder intet Sted i Reskriptet, som tillader Jøderne selv at vælge sig Navne.“ Hun saa sig ligesaa stolt omkring, som fordum Napoleon før et Slag.
„Sandt nok,“ sagde Kredsøversten, idet han forsigtig tog sig en Pris Spaniol af sin forgyldte Snustobaksdaase, „fuldkommen rigtig; men jeg indser ikke, hvilken Fordel vi skulde kunne have deraf.“
Fru Grobacher smilte overlegent. „Jeg maatte kun daarligt kende vore Jøder,“ sagde hun, „om ikke enhver af dem vil anstrænge sig af yderste Evne for at faa saa smukt et Navn som muligt.“
„Ganske vist,“ svarede Kredsøversten, „og vi
