Side:Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu/7

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

Forord.


Forfatteren af disse jødiske Fortællinger, Dr. Leopold Ritter v. Sacher Masoch, vil allerede være den danske Læseverden bekendt, dels gennem sit Hovedværk „Kains Arv“, hvoraf første Del for nogle Aar siden udkom i forkortet Oversættelse ved Vilhelm Møller, dels gennem talrige Novelletter og Skitser, som have været spredte som Feuilletons i vore Dagblade eller optagne i vore belletristiske Blade. Nogle biografiske Oplysninger om denne vidtberømte østerrigske, rettere galiziske Forfatter ville maaske derfor læses med Interesse.

Sacher Masoch (som Forfatter fører han altid dette Navn) er født 1836 i Lemberg, Hovedstaden i Kongeriget Galizien. Paa fædrene Side stammer han fra Spanien, hvorfra Slægten i Aaret 1517 indvandrede til Østrig med en Ritmester Don Mathias Sacher. Navnet er arabisk og tilkendegiver Familiens mauriske Afstamning. Paa den Tid, da Galizien ved Polens Deling kom til Østrig, drog Digterens Bedstefader, Johan Ritter v. Sacher til Galizien, hvor han som Administrator gjorde sig saa yndet, at den galiziske Adel optog ham i sine Rækker. Digterens Fader var galizisk Politipræsident, og gjorde sig som Statsmand fortjent under de tre polske Revolutioner i 1831, 46 og 48. Digterens Moder Caroline v. Masoch var derimod den sidste af en gammel slavisk Slægt. Ved Foreningen af hendes og hendes Mands Navn, opstod saaledes Dobbeltnavnet Sacher Masoch, der