Side:Sagen om Irak-krigens grundlovsmæssighed (søgsmålskompetence) Østre Landsrets dom af 11. april 2007.pdf/12

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 12 -

"...
III. FNs Sikkerhedsråd har med vedtagelsen af resolution 1511 af 16. oktober 2003 i henhold til FN-pagtens kapitel VII bemyndiget en multinational sikringsstyrke i Irak under enhedskommando til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at bidrage til opretholdelse af sikkerhed og stabilitet i Irak. Det fremgår i forlængelse heraf, at styrkens indsats bl.a. har til formål at sikre, at de nødvendige betingelser foreligger for gennemførelse af tidsplanen for overdragelse af ledelsen af Irak til det irakiske folk, og at bidrage til sikkerheden for FNs bistandsmission i Irak, det irakiske regeringsråd og andre myndigheder i den irakiske overgangsadministration samt for den centrale humanitære og økonomiske infrastruktur i landet. Bemyndigelsen til at anvende alle nødvendige foranstaltninger omfatter brug af væbnet magt. I resolutionen rettes endelig en indtrængende appel til FNs medlemslande om at yde bidrag til sikringsstyrken, herunder med militære styrker.
..."

Den 2. juni 2004 og den 25. november 2004 vedtog Folketinget folketingsbeslutninger om fortsat dansk bidrag til en multinational sikringsstyrke i Irak.

Forslaget til sidstnævnte folketingsbeslutning (beslutningsforslag nr. B 42) blev fremsat af udenrigsministeren (Per Stig Møller) den 4. november 2004. Af bemærkningerne til dette beslutningsforslag fremgår blandt andet, jf. Folketingstidende 2004-05 (l. samling), tillæg A, side 2485:

"...
II. Det folkeretlige grundlag for den multinationale sikringsstyrke i Irak udgøres i dag af FNs Sikkerhedsråds resolution 1546 af 8. juni 2004 og de dertil hørende breve fra den irakiske premierminister Allawi og USA's udenrigsminister Powell til formanden for Sikkerhedsrådet, hvor den irakiske premierminister har anmodet om den multilaterale sikringsstyrkes fortsatte tilstedeværelse i Irak.
..."

Folketinget meddelte endvidere ved Folketingsbeslutning af 31. maj 2005 om fortsat dansk bidrag til en multinational sikringsstyrke i Irak sit samtykke til, at "danske militære styrker fortsat stilles til rådighed for en multinational sikringsstyrke i Irak, ..."

Niveauet for terrortruslen i Danmark

Regeringen nedsatte den 25. august 2005 en tværministeriel arbejdsgruppe om terrorbekæmpelse. Arbejdsgruppen afgav i oktober 2005 rapporten "Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror". Af rapporten fremgår blandt andet følgende: