Side:Sagen om Irak-krigens grundlovsmæssighed (søgsmålskompetence) Østre Landsrets dom af 11. april 2007.pdf/51

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

afvises, da det ikke er domstolenes opgave at afgive responsa om hypotetiske eller abstrakte juridiske spørgsmål.

Det gøres gældende, at søgsmål som dette, der materielt drejer sig om grundlovens §§ 19 og 20, ikke vedrører sådanne borgerlige rettigheder, som er beskyttet af EMRK artikel 6, jf. f.eks. EMD's dom af 26. august 1997 i sag 67/1996/686/876, Balmer-Schafroth m.fl. mod Schweiz og EMD's dom af 6. april 2000 i sag 27644/95, Athanassoglou m.fl. mod Schweiz.
Det bestrides, at de danske regler om søgsmålskompetence, herunder Højesterets praksis, er i strid med EMRK artikel 6.
Til illustration henvises til EMD's afgørelse af 14. marts 2006 i sag 23276/04, Saddam Hussein mod Albanien, Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Danmark, Estland, Ungarn, Island, Irland, Italien, Letland, Litauen, Holland, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Tyrkiet, Ukraine og UK (bilag AV). EMD afviste klagen med henvisning til, at Saddam Hussein ikke havde godtgjort, at han var omfattet af de indklagede staters jurisdiktion på nogen af de anførte klagepunkter.
Endvidere bemærkes, at Højesterets dom i Schengen-sagen (UfR 2001, side 2065) er et klart eksempel på, at EMRK artikel 6 ikke er til hinder for afvisning som følge af manglende konkret og aktuel retlig interesse.
..."

Vedrørende sagen B-3606-05 har sagsøgte i sit påstandsdokument vedrørende afvisning af sagsøgernes påstand I vedrørende sagens realitet gjort de samme anbringender gældende som under sag B-3130-05. Sagsøgte har vedrørende sagsøgernes påstand I endvidere anført:

"...
For det fjerde deltog sagsøgernes søn, premierløjtnant Bjarke Olsen Kirkmand, i de danske styrker i den multinationale indsats i Irak på grundlag af en kontrakt, som han frivilligt havde indgået med det danske forsvar, med det specifikke formål at blive udsendt til Irak, ...
Da premierløjtnant Bjarke Olsen Kirkmand endvidere ved indgåelse af den frivillige aftale var myndig, havde sagsøgerne ikke mulighed for retligt at øve indflydelse på hans beslutning om udsendelse til Irak.
For det femte er der ikke årsagssammenhæng mellem det forhold, at regeringen i 2003 med Folketingets samtykke besluttede, at Danmark skulle deltage i den multinationale indsats i Irak og det forhold, at sagsøgernes søn under patrulje i Irak i 2005 i forbindelse med dansk deltagelse i den multinationale sikringsstyrke på grundlag af en anden folketingsbeslutning, B 89 af 31. maj 2005, blev dræbt af en vejsidebombe."