Side:Sagen om Irak-krigens grundlovsmæssighed (søgsmålskompetence) Østre Landsrets dom af 11. april 2007.pdf/53

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 53 -

vedr.Irak-krigen v/formand Kai Lemberg som mandatar for Asger Baunsbak-Jensen og 23 andre sagsøgere har søgsmålskompetence i en sag mod statsministeren om grundlovsmæssigheden af Danmarks deltagelse i den multinationale indsats i Irak i 2003.

..."

Parterne har under domsforhandlingen i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokumenterne.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Vedrørende B-3130-05

Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at sagsøgerne hverken enkeltvis eller set under ét er kraftigere berørt af den danske indsats i Irak, end befolkningen i almindelighed er. Dette gælder såvel forholdene i Danmark, de danske soldaters kommandoforhold i Irak som den danske stats omdømme i udlandet. De er således ikke konkret berørt af den danske indsats i Irak i den forstand, hvori det i dansk retspleje som udgangspunkt kræves for at være søgsmålsberettiget.

Endvidere vedrører sagsøgernes principale påstand vedrørende sagens realitet folketings beslutning B 118 af 21.marts 2003 om dansk militær indsats i en multinational indsats i Irak, hvorved Folketinget gav sit samtykke til, at danske militære styrker blev stillet til rådighed for en multinational indsats i Irak. Folketinget har atter den 15. maj 2003 ved folketingsbeslutning B 165 givet samtykke til den danske militære indsats i Irak. Dette er efterfølgende sket flere gange.

Ved stævningens indgivelse den 11. oktober 2005 dannede Folketingets beslutning af 21. marts 2003 således ikke længere grundlag for det danske militærs tilstedeværelse i Irak, og sagsøgernes interesse i påkendelse af deres principale påstand vedrørende sagens realitet savner således processuel aktualitet.

I dom af 12. august 1996 i den såkaldte Maastricht-sag (U1996.1300 H) udtalte Højesteret blandt andet vedrørende spørgsmålet, hvorvidt Danmarks tiltrædelse af Traktaten om den Europæiske Union indebar en suverænitetsafgivelse "i nærmere bestemt omfang", som krævet efter grundlovens § 20: