74
SAKUNTALA.
Svogeren. Videre, videre!
Manden. En Dag stod jeg og skar en Rød-Karpe istykker, og inde i Bugen paa den fandt jeg Ringen her med den glimrende Ædelsteen. Da jeg saa bød den tilfals, blev jeg greben af de gode Herrer. Slaa mig ihjel eller slip mig løs! men paa den Maade er jeg kommen til den.
Svogeren. Dsjánukas! Efter den raae Lugt at slutte, maa den Kjeltring ganske rigtig være Fisker. Men hans Handel med Ringen, den maa undersøges. Lad os gaae lige til Slottet!
Betjentene. Ja vel! Afsted med Dig, Lommetyv! (De gaae videre.)
Svogeren. Bliv I to her ved Porten, Sútsjakas! men pas godt paa ham. Jeg skal blot indberette til Kongen, hvordan den Ring er kommen tilveie, og fornemme hans Befaling; saa er jeg her igjen.
Begge. Træd ind, Herre! Kongen være Dig naadig. (Svogeren gaaer.)
Første Betjent. Dsjánukas! Herren bliver vist længe borte.
Anden. Naar man skal til en Konge, maa man jo vente, til det er beleiligt.
Første. Hør, Dsjánukas! Mine Hænder kløe efter at binde Blomsterne om den Misdæder. (Peger paa Manden.)
Manden. Gode Herre maa ikke slaae et uskyldigt Menneske ihjel.
Anden (seer ud). See, her kommer vores Herre med Befaling fra Kongen; han har et Blad i Haanden. Enten bliver Du Ravneføde, eller Du skal see Din Hunds Ansigt igjen.
Svogeren (træder ind). Sútsjakas, slip Fiskeren løs! Han er kommen til Ringen paa den Maade, han forklarede.
Første. Som Herren befaler.
Anden. Den Mand var indenfor Jámas'[1] Porte, men er sluppen ud igjen. (Løser strikkerne af ham.)
- ↑ Jámas, Dødens og Dommens Gud.
