Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/104

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

78

SAKUNTALA.

136.See! Mangotræets Knop, skjøndt længe fremskudt,
              har end ei sat sit Blomsterstøv;
        Skjøndt svulmende, dog Kuruváke-Blomsten
              forbliver uudsprungen Knop;
        I Struben qvalt, skjøndt Riimtid er tilende,
              forstummer Kókil-Hannens Sang;
        Jeg troer, Gud Smáras selv forskrækket gjemmer
              sin halvt af Koggret dragne Piil.

Begge. Hvem kan tvivle? Mægtig er den kongelige Viismand.

Første. Ædle Herre! Det er kun faa Dage siden Kongens Svoger Mitrávasus sendte os hid at gjøre Knæfald for Kongen, og saaledes fik vi den Bestilling at passe Lystskoven. Da vi ere komne saa nylig, har vi endnu ikke hørt, hvad her foregaaer.

Kammersvenden. Nu vel da! Men I maae ikke gjøre det oftere.

Begge. Ædle Herre! Vi ere nysgjerrige. Hvis vi tør høre det — fortæl os, Herre! hvorfor Kongen har forbudt Foraarsfesten.

Sanumati (usynlig). Menneskenes Børn elske Festdage. Der maa være en vægtig Grund.

Kammersvenden. Hvorfor skulde jeg ikke fortælle, hvad der er i Alles Munde! Er ikke Rygtet om Sakuntala's Forskydelse kommet Eder for Øre?

Begge. Jo, og af Mitrávasus har vi hørt saa Meget, at Kongen igjen fik sin Ring at see.

Kammersvenden. Saa er der kun Lidt at fortælle. Saasnart Kongen ved Synet af sin Ring erindrede, at han virkelig havde hemmelig ægtet den ædle Sakuntala og forskudt hende i Vildelse, fra det Øieblik har han hengivet sig til Anger. Og nu

137.Glæden han hader, og ei som før
              af Folket han daglig hyldes;
        Nætterne lange han hid og did
              paa Leiet sig søvnløs vælter;