Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/105

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

79

SJETTE OPTRIN.

        Naar han af Artighed hilser paa
              en Dronning i Fruerhuset,
        Kalder han hende „Sakuntala“
              og rødmer og staaer forvirret,

Sanumati (usynlig). En Glæde for mig!

Kammersvenden. Paa Grund af denne Kongens Tungsindighed er nu Festen forbudt.

Begge. Det er saa rimeligt.

Bag Skuepladsen. Her, her, Kjære!

Kammersvenden (lytter). Det er Kongen, han kommer lige herhen. Gaaer til Eders Arbeid!

Begge. Ja, Herre! (De gaae ud. Kongen, i en Dragt, der passer til hans Anger, træder ind med Máthavjes og Dørvogtersken.)

Kammersvenden (betragter Kongen). O, hvor dog en ædel Skikkelse er tiltrækkende under enhver Forandring! Selv i sin dybe Sorg er Kongen skjøn at see.

138.Ladende haant om sin rige Pynt,
              med ikkun den ene Guldring,
        Som han har sat paa den venstre Arm,
              med Læben af Sukke bleget,
        Øiet af grublende Vaagen rødt,
              han efter sit Væsens Adel,
        Lig Diamanten, der slibes til,
              skjøndt svunden - er end den Samme.

Sanumati (usynlig, betragtende Kongen). Isandhed! Skjøndt forskudt og forhaanet har Sakuntala Aarsag til at græmmes for hans Skyld.

Kongen (gaaer langsomt frem, i dybe Tanker).

139.Før, skjøndt vakt af min Elskte
              med Antilopens Øie,