Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/108

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

82

SAKUNTALA.

        Paa mig, den Grumme, hun atter fæsted
                    et taareblændet Øiekast,
              der brænder, lig en forgiftet Piil, i Hjertet.

Sanumati (usynlig). O hvilken Fortrydelse! Hans Qval er min Glæde.

Mathavjas. Hør! Jeg har en Tanke: den skjønne Qvinde er ført bort af en Luftaand!

Kongen. Hvem Anden turde vel berøre min, hendes Ægteherres, Gudinde? Der blev mig sagt, at Ménaka er Din Venindes Moder; af hendes Ledsagerinder er Din Veninde ført bort: det er mit Hjertes Gisning.

Sanumati (usynlig). Hans Forblændelse er at undres over, ikke hans Opvaagnen.

Mathavjas. Hvis saa er, giv kun Tid: Du skal igjen mødes med den Hulde.

Kongen. Hvorledes da?

Mathavjas. Forældre kan jo ikke udholde at see en Datter sørge over Skilsmisse fra sin Ægtefælle.

Kongen. Min Ven!

142.Var det en Drøm? et Trolddoms, Vanvids Blændværk?
        Var al min Gjernings Løn med Eet fortæret? —
        Det er forbi, for aldrig meer at komme;
        Her Afgrundsskrænten er for mine Længsler.

Mathavjas. Tal ikke saaledes! Er ikke Ringen paa Din Finger et Vidnesbyrd om, at hvad der skal skee, det kommer uforventet.

Kongen (betragter sin Ring). Ak, nedgleden fra en Plads, som ikke let forhverves, er den at beklage:

143.At Dine Fortjenester, Fingerring! har været, som mine,
              for Lidet at agte, det seer man grant af Lønnen:
        Paa hendes med Neglenes Morgenrødt fortryllende Fingre
              Dit Sted Du annammed, men ak! Du maatte falde.