INDLEDNING.
Da Sir William Jones mod Slutningen af forrige Aarhundrede hørte tale om Indiens gamle Skuespil og forespurgte sig hos indfødte Lærde om, hvilket der stod i størst Anseelse, nævnede de ham uden Betænkning Sakúntala. Han oversatte det paa Engelsk, og hans Valg blev ikke uden Indflydelse paa Sanskritstudiets Udbredelse i Europa. Thi den høie Sædelighed og Anstand, den Ynde og Friskhed, der giver dette næsten totusindaarige Kunstværk en evig Ungdoms Præg, vakte Beundring overalt, hvor det kom Kjendere for Øine. Til Vidnesbyrd herom er det nok at anføre Goethes Ord:
Willst du die Blüthe des frühen, die Früchte des späteren Jahres,
Willst du was reizt und entzückt, willst du was sättigt und nährt,
Willst du den Himmel, die Erde mit einem Namen begreifen,
Nenn' ich, Sakontala! Dich, und so ist Alles gesagt.
For dem, der ere ubekjendte med den Cultur, der i Oldtiden havde sit Hovedsæde i den frugtbare Dal imellem Himálaja- og Vindhja-Bjergene, hvor Ganges optager Mellem-Indiens talrige Floder, skal jeg forsøge saa kort som muligt at give et samlet Overblik over de Forhold og Forestillinger, som Skuespillet Sakuntala nærmest forudsætter eller berører.
1. INDERNES FORFATNING OG GUDELÆRE.
I Alt hvad der lever, saae Inderne en Aabenbaring af trende Grundkræfter, der paa mange Maader krydse hverandre: Mørke, Lidenskab og Sandhed. Mørket er fremherskende i Dyr, i Slaver, i Trolde, kort i de
