Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/111

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

85

SJETTE OPTRIN.

ligesom lidt angreben ud, med Haarbaandet løst, saa Blomsterne vælde ned over hendes Lokker, med perlende Sveddraaber paa Kinden, med Armens op for sig — det er Sakuntala, og de to Andre hendes Veninder.

Kongen. Ja, Du er kløgtig! — See her et Mærke af min Lidenskab:

147.Paa Maleriets Rand der sees
              en Taageplet af Fingrens Varme,
        Og her, hvor Farven løber ud,
              sees Taaren, som fra Kinden trilled.

Tsjatúrika! Landskabet er kun halv færdigt. Gaa og hent mig Farverne!

Ternen. Ærværdige Máthavjas! Hold Du Maleriet, indtil jeg kommer tilbage!

Kongen. Jeg vil selv holde det. (Han tager imod det; Ternen gaaer ud.)

148.Jeg, som først har forladt min Elskte,
              da hun stod for mit Ansigt,
        Og som nu paa en malet Tavle
              hendes Billede dyrker, —
        Paa min Vandring jeg gik fra Bækken
              med de rindende Vande,
        Og i Kjærlighedslængsel stirrer
              jeg paa Ørkenens Luftsø.

Mathavjas (for sig). Ja, han er gaaet Bækken forbi og staaer nu for en Luftsø. (Høit.) Siig mig: hvad Andet skal her endnu males?

Sanumati (usynlig). Hver en Plet, der var min Veninde kjær, ønskede han at male.

Kongen. Hør da!

149.Her Gangafloden skal males, med
              Flamingo-Par[1] paa Sandet,

  1. Flamingo, en Vadefugl, hvid, med rødlige Vinger.