Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/112

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

86

SAKUNTALA.

        Og, langs med den, Himalajas' Fod
              med hvilende Gazeller;
        Her vil jeg, under et Træ behængt
              med Bastdugskjortler, sætte
        En Hun-Gazel, som paa Hannens Horn
              sit venstre Øie gnider.

Mathavjas (for sig). Efter min Smag skulde han hellere fylde Maleriet med Klynger af langskjæggede Eneboere.

Kongen. Her, min Ven! har jeg ogsaa glemt Noget af Sakuntala's Pynt, som jeg vilde have malet.

Mathavjas. Hvad da?

Sanumati (usynlig). Vist Noget, der passer til Skovlivet og til hendes Ungdom.

Kongen.

150.Ei den ved Øret fæstede Siríshe
              hvis Støvtraad hang til Kinden ned, er malt;
        Ei hendes Snor af Lotostrevler, spæd som
              Høstmaanestraalen, her i Barmens Kløft.

Mathavjas. Siig mig: hvorfor staaer den Deilige saa bange, saa bange, og dækker for sit Ansigt med Fingrene, der skinne som røde Lotos-Skud? (Betragter Billedet med Opmærksomhed.) Nu seer jeg ham, den Slavindesøn, den Tyv efter Blomsternes Saft, Honningbien, som farer ind mod hendes Ansigt.

Kongen. Saa stands den Frække!

Mathavjas. Det er Dig selv, Kjære! „en Hævner over Voldsmænd“, der har Magten til at standse den.

Kongen. Ja rigtig! Hør, Du de blomstrende Slyngplanters velkomne Gjæst! Hvorfor vil Du trætte Dig med at sværme omkring?

151.I Blomsten siddende, skjøndt tørstig,
              som trofast Elskerinde