Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/113

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

87

SJETTE OPTRIN.

        Hun-Bien venter: ei dens Honning
              foruden Dig hun drikker.

Sanumati (usynlig). Det var en høflig Maade at standse den paa.

Mathavjas. Forbyd Du længe nok! Det er et gjenstridigt Folkefærd.

Kongen. Vil Du ikke lystre paa den Viis? Saa hør da nu!

152.Hvis, o Bi! Du rører hendes Bimba-Læbe,
              lokkende som Træets uberørte Skud,
        Den jeg ømt i Elskovs Høitidsdage suged, —
              spærrer jeg Dig inde i en Lotoskalk.

Mathavjas. Skulde den ikke blive bange for saa stræng en Dommer? (Leende, for sig.) Han er fra Forstanden, og jeg selv er ved Omgang med ham næsten kommen til at tale ligesaa forrykt. (Høit.) Hør, det er jo et Billede!

Kongen. Hvorledes? Et Billed?

Sanumati (usynlig). Jeg selv kan neppe fatte det; hvor skulde da han forstaae, at det kun er hendes Billed!

Kongen. Min Ven! Hvor har Du gjort Synd imod mig!

153.Da Beskuelsens Fryd jeg følte,
              fortabt i hende, som stod hun for mig,
        Har Du atter, ved mig at minde,
              til Billed omskabt min Elskerinde.

(Han brister i Graad.)

Sanumati (usynlig). En sælsom Adskillelse, der lukker baade for Erindring og Haab!

Kongen. Min Ven! Hvilken uophørlig Smerte maa jeg ikke lide!

154.Mig Søvnløshed nægter at møde min Elskte i Drømme,
        Og Taaren end ikke mig under at see hende malet.

Sanumati (usynlig). Tilvisse har Du afsonet Sakuntala's Smerte over at forskydes.