Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/120

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

SYVENDE OPTRIN.

(Kongen, tilvogns med Mátalis, kommer kjørende igjennem Luften.)

Kongen. See, Matalis! Skjøndt jeg har udrettet mit Hverv, forekommer det mig, efter den udmærkede Modtagelse hos Indras, som om jeg havde været en unyttig Tjener.

Matalis (med et Smiil). Ædle Herre! Mig forekommer det, at I begge ere misfornøiede:

165.Den Tjeneste, Du yded, agter Du
              mod Indras' Hyldest kun for lidet værd,
        Og han, fornøiet med Din Heltedaad,
              for Intet regner al sin Gunst mod Dig.

Kongen. Ikke saaledes, Matalis! Nei den Naade, han viste mig ved Afskeden, gik høit over min Sjæls Ønsker; thi i Himmelboernes Paasyn lod han mig dele sit Høisæde, og

166.Med et Blik paa sin Dsjajántas[1],
              der stod hos med lønligt Ønske,
                    smilende Gud Indras da
        Hængte om min Hals en himmelsk,
              af hans eget Bryst at smykke
                    sandel-guul Mandárakrands.

  1. Dsjajántas, Indras' Søn.