Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/125

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

99

SYVENDE OPTRIN.

Kongen (lytter). Nu vel! Hos hellige Mænd maa man afvente det gunstige Øieblik.

Matalis (med et Blik til Kongen). Sæt Dig her ved Asóka-Træets Rod; saa skal jeg søge Leilighed til at melde Dig hos Indras' Fader og Lærer.

Kongen. Som Dig synes. (Han bliver ved Træet.)

Matalis. Saa gaaer jeg, ædle Herre! (Gaaer ud.)

Kongen (føler en uvilkaarlig Trækning i den høire Arm).

177.Ak, Hjertet længes uden Haab:
              hvi bæver Du, min Arm, forgjæves?
        Naar eengang Lykken er forsmaaet,
              forvandles den til Savn og Smerte.

Bag Skuepladsen. Vær dog ikke saa overgiven! See, hvor alt hans vilde Natur stikker igjennem!

Kongen (lytter). Her har Overmod ikke hjemme; hvem gjælder da den Advarsel? (Seer ud efter Lyden; med et Smiil.) Nei see! Hvad er det for et Barn — men af Væsen ikke Barn — som kommer her med de to Eneboerinder efter sig?

178.En Løveunge, som tørstig hang ved sin Moders Yver,
        Han slæber, tiltrende Manken, hid for at lege med den.

(Drengen med Eneboerinderne kommer ind, som beskrevet.)

Drengen. Gab, Løve! Jeg vil tælle Dine Tænder.

Første Eneboerinde. Du slemme Barn! Hvorfor skal Du plage Dyrene, der ere os ganske som vore egne Børn? Hører Du? Det tager til med Din Vildskab. Med god Grund har Eneboerne givet Dig Navnet Sarvadámanas: Alt vil Du tæmme.

Kongen (afsides). Hvorfor hænger dog mit Hjerte ved dette Barn, som var det min egen kjødelige Søn? Det maa være min Barnløshed, der gjør Hjertet ømt.

Anden Eneboerinde. Løvinden kommer efter Dig, naar Du ikke slipper dens Unge!