100
SAKUNTALA.
Drengen (leende). Hu, jeg er saa bange for den! (Stikker Underlæben frem.)
Kongen (afsides).
179.Et Frø til Manddomskraft jeg seer
i denne Dreng, som her han staaer,
Lig Ilden, der endnu er kun
en Gnist og venter paa sit Ved.
Første Eneboerinde. Mit Barn! Slip den unge „Dyrenes Konge“; jeg skal give Dig noget andet Legetøi.
Drengen. Hvor er det? Giv mig det! (Strækker Haanden ud.)
Kongen (afsides). Hvorledes? Han bærer endog Verdensherskernes Mærke! See!
180.Udstrakt efter Gaven, aabner sig langsomt
Haanden, senestærk med Fingrenes Knippe, —
Lig en Lotos, end med spredede Blade,
Aabnet af det første, glødende Dagskjær.
Anden Eneboerinde. Suvratá! Med de blotte Ord faae vi ham ikke rolig. Løb til min Hytte: der staaer en Paafugl af Leer med brogede Farver, som hører vor lille Markandéjas til. Den kan Du give ham.
Første Eneboerinde. Ja vel! (Gaaer ud.)
Drengen. Imens vil jeg lege med denne her. (Han seer op til Eneboerinden og leer.)
Kongen (afsides). Min Hu staaer til denne balstyrige Dreng.
181.Sit Barn — naar han leer af ingen Grund,
saa Tændernes Knopper skimtes,
Naar, lallende sødt utydeligt,
han lader sin Tale strømme
Og kjælen i Skjødet gjemmer sig —
at løfte ham op paa Armen
Og smudses med Støvet af hans Fod,
o, det er en Faders Lykke!
