Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/127

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

101

SYVENDE OPTRIN.

Eneboerinden. Nei, mig vil han ikke høre. (Seer sig om.) Hvem er her af de yngre Eneboere? (Bliver Kongen vaer.) Ædle Herre! Kom og fri den unge Dyrenes Konge ud af Hænderne paa denne haandfaste Dreng, som plager den med sin Barneleg.

Kongen (træder hen til ham, med et Smiil). Du Søn af en hellig Viismand!

182.Hvi skal Du, Forbryder
        Imod Andagtslunden!
    Din, ved alle Dyr at give Fristed,
        Lykkelige Hjemstavns
        Miskundhed besudle,
    Som en Øgleunge Sandeltræet?

Eneboerinden. Ædle Herre! Han er ikke Søn af en Eneboer.

Kongen. Det siger alt hans Adfærd, som svarer til hans Ydre; men jeg sluttede det af Stedet, hvor jeg finder ham. (Idet han efterkommer hendes Begjæring og griber fat i Drengen, — med en uvilkaarlig Fornemmelse, afsides.)

183.Slig Vellyst føler jeg i alle Lemmer,
              berørt af ham, et Skud af ukjendt Rod;
        Hvad Sjæleglæde maa han da berede
              den Ædling, af hvis Legem han er groet!

Eneboerinden (betragter dem begge). Forunderligt, forunderligt!

Kongen. Hvilket, ærværdige Qvinde?

Eneboerinden. Den talende Lighed mellem Drengen og Dig overrasker mig, og at han fordrager Dig saa vel, endskjøndt Du er fremmed.

Kongen (kjæler for Drengen). Naar han ikke er Søn af en Eneboer, af hvad Slægt er han da?

Eneboerinden. Af Kong Púrus' Æt.

Kongen (for sig). Hvorledes? Af samme Æt som jeg? Derfor finder da Eneboerinden, at han ligner mig. Sandt nok! At blive Skovboere, er Púru-Slægtens sidste Familie-Løfte: