Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/13

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

VII

1. INDERNES FORFATNING OG GUDELÆRE.

Krigerkasten har det Kald at beskytte de andre Kaster; til den hører Kongen. Han er øverste Dommer og Hærfører, opkræver og anvender Skatterne, underretter sig, tildeels ved Spioner, om hvad der foregaaer i og udenfor hans Rige, og styrer dette, veiledet af sine Raadgivere, efter de hellige Love og Vedtægter. I Hovedstaden har han et prægtigt Slot med Offerplads, Fruerhuus, Lysthave osv.; talrige Embedsmænd, Tjenere og — til hans personlige Opvartning — Tjenerinder Staae rede paa hans Vink. Der hersker ved Hove, som i de fleste andre Kredse, en temmelig streng Etiquette.

Brahmán-Kasten er den ypperste; thi den er Midleren mellem Guder og Mennesker. Den besørger den høist ceremonielle Offertjeneste, fortolker de hellige Bøger og dyrker Videnskaberne; derfor underholdes den ogsaa tildeels ved milde Gaver. Efter at være beklædt med Kastens Mærke, en Axelsnor, tilbringer Brahmánen det første Afsnit af sit Liv som Lærling, kydsk, lydig og lærvillig; han maa hente Vand og Offerqvas eller samle Almisser o. d., og beflitte sig paa at lære det gamle Sprog, Videnskaberne og de hellige Vedtægter. Hvis han efter disse Læreaar ikke træder over i en eller anden verdslig Stilling, hvortil hans høiere Dannelse aabner ham Adgang, lever han som Husfader, sædvanligviis i gift Stand, beskjæftiget med Offring til Guder, Forfædre eller Gjæster, med Soning og Indvielse, med Grublen, Granskning og Underviisning; han kommer derved i ideligt Samqvem med de andre Kaster saavelsom sin egen, der samtlige siges at leve og opholdes i Kraft af Husfaderens Fromhed. Men naar hans Haar graanes og hans Søn er bleven Mand, beskikker han sit Huus og bliver Skovboer, for i Lundens Stilhed, imellem bodfærdige Eneboere, endnu offrende og granskende, at forberede sig til fuldkommen at forsage Verden. Thi tilsidst skal han afbryde enhver jordisk Forbindelse, ophøre med al udvortes Gjerning og som Tigger friste Livet ved Almisser, uden at glædes, naar de blive ham skjænkede, eller bedrøves, naar de blive ham nægtede, indtil hans Sjæl forløst fra Jordelivet „vandrer mod oven“. I Sakuntala lære vi hiint Eneboerliv at kjende af en Digters Skildring. Et Samfund af Mænd og Qvinder, yngre og ældre, slutter sig fjernt fra Livets