104
SAKUNTALA.
Af mig, den Grumme, forladt, sin lange
Skilsmisseprøve bestaaer med Ære.
Sakuntala (med et Blik paa den angerblege Konge). Han er ikke som min Herres Søn. Hvem er det da, der ved sin Omfavnelse besmitter mit Barn, som er beskyttet med Tryllestilken?
Drengen (løber hen til hende). Moder! Hvem er den fremmede Mand, som omfavner mig og kalder mig Søn?
Kongen. Elskede! Min Grusomhed imod Dig, see! den har faaet en lykkelig Udgang, naar jeg i denne Stund seer mig gjenkjendt af Dig.
Sakuntala (for sig). Vær trøstigt, vær trøstigt, mit Hjerte! Skjæbnen er formildet og har forbarmet sig over mig. Ja! Det er min Herres Søn.
KONGEN.
186.Hil mig, at, Elskede! Du hos Din Elsker staaer,
Nu da Erindring Bedaarelsens Mulm har spredt:
See, ved Formørkelsens Ophør har Maanens Viv,
Róhini-Stjernen, med Maanen forenet sig.
Sakuntala. Min Herres Søn! vær seirrig! vær — (Hun standser med taareqvalt Stemme.)
Kongen. Hulde Qvinde!
187.Skjøndt Taaren har qvalt Din Seiershilsen,
jeg seiret har,
Da lukt med usminket blege Læber
Din Mund jeg seer.
Drengen. Moder! Hvem er den Mand?
Sakuntala. Mit Barn! Adspørg Din Skjæbne!
Kongen (kaster sig for Sakuntala's Fødder).
188.Lad, ranke Qvinde! fra Dit Hjerte vige
de bittre Minder om, at jeg forskjød Dig;
Thi ak, en uforklarlig Sindsforvirring
har hvilet over mig i hine Dage.
