Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/131

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

105

SYVENDE OPTRIN.

        Saalunde pleier Mennesket, naar Mørke
              omtaager ham, at handle med sin Lykke:
        En Krands, der kastes om den Blindes Hoved,
              afryster han og troer, det var en Slange.

Sakuntala. Staa op, min Herres Søn! Visselig har det været mine Synder fra en tidligere Vandring, som i de Dage modnede deres Frugt; ellers var ikke min Herres Søn, den barmhjertige, bleven kold imod mig. (Kongen staaer op.) Men hvorledes kom min Herres Søn den ulykkelige Qvinde ihu?

Kongen. Naar Sorgens Torn er udreven af mit Hjerte, skal jeg fortælle det.

189.Den Taaredraabe, som, ranke Viv! jeg i Blindhed
        Ei ændsed før, da den brændte hedt paa Din Læbe,
        Som hænger nu i de lange, buede Øienhaar,
        Aftørre vil jeg — og al min Anger skal vige.

(Han aftørrer hendes Taarer.)

Sakuntala (bliver Seglringen vaer). Min Herres Søn! Her, her er Ringen!

Kongen. Med denne Ring fik jeg min Erindring tilbage!

Sakuntala. Den gjorde Synd i, at den ikke lod sig finde, den Stund jeg vilde overtyde min Herres Søn.

Kongen. Lad derfor Slyngplanten nu faae sin Blomst igjen, til Tegn paa, at dens Aarstid er kommen tilbage.

Sakuntala. Jeg troer den ikke. Nei, min Herres Søn bære den selv!

Matalis (træder ind). Tillykke, ædle Herre! Hil Dig, at Du er samlet med Din Ægtehustru og seer Din Søns Ansigt!

Kongen. Min Længsel har baaret liflig Frugt. Men, Matalis! burde ikke Indras vide denne Tildragelse?

Matalis (smilende). Hvad er skjult for Gudernes Konge? Kom, ædle Herre! Den salige Kásjapas forunder Dig at fremstilles for ham.