Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/133

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

107

SYVENDE OPTRIN.

192.Som Din Herre ligner Indras
               og Dit Barn hans Søn Dsjajántas,
         Din Velsignelse skal være:
               lign Paulómi, Indras' Hustru!

Aditi. Min Datter, vær høiagtet af Din Ægteherre! Din Søn leve længe og vorde begge Slægters Glæde! Sætter Eder!

(Alle tage Plads foran Skaberen.)

Kasjapas (peger paa dem, En efter Anden).

193.Tillykke! Den trofaste Viv,
              det blomstrende Barn og Du selv,
        Lig Fromhed og Rigdom og Daad,
              trefoldig forene sig her.

Kongen. Salige! Først opfyldtes mine Ønsker, derefter blev jeg fremstillet for Dig: uden Lige er Eders Miskundhed. Thi

194.Først sætter Træet Blomst og siden Frugt,
              først trækker Skyen op, saa falder Regnen:
        Bestandig foran Virkning Aarsag gaaer;
              men før Din Naades Smiil Du gav mig Lykke.

Kasjapas. Saaledes skjænke Verdens Styrere deres Naade.

Kongen. Salige! Denne Din Tjenerinde ægtede jeg efter Gandhárvernes Bryllupskik; men da hun nogen Tid efter blev hjemført til mig af sine Slægtninge, da forskjød jeg hende i min Hukommelses Svaghed og har forsyndet mig mod Din Stamfrænde, den hellige Kanvas. Siden efter, først ved Synet af denne Ring, erindrede jeg, at jeg havde ægtet hans Datter. Det forekommer mig sælsomt.

195.Som naar Nogen tvivled,
              om det var en Elefant,
        Mens han saae livagtig
              Dyret vandrende forbi,