Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/140

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

114

OM SKUESPILLET SAKUNTALA.

Skjønhed Solen, i Taalmodighed Jorden. Under ham bleve de lovlige Kaster ikke blandede; Menneskene levede uden Frygt for Sygdom, og de kjendte hverken til at pløie eller stjæle; thi der faldt Regn i rette Tid, og Jorden var velsignet med Qvæg, Frugter og Ædelstene.“

2. „Engang samlede Kongen sin Hær for at drage paa Jagt. Man hørte vidt og bredt en forvirret Lyd af Trommer og Horn, Vognhjulenes Knarken, Elefanternes Brøl og Hestenes Vrinsken, Stridsmændenes Sladdren og Vaabengny. Qvinderne i Hastinápur, hans Hovedstad, saae ned fra Husenes Tage og udgjøde jublende en Blomsterregn over hans Hoved; Brahmáner priste ham, og alle de fire Kaster forlode Huus og Arne for at ledsage Toget. Ved Skoven gav han dem Orlov og kjørte paa sin raslende Vogn, hurtig som Vishnus paa sin Grib, ind i den vildtforgroede Bjergskov, fulgt af sine Hærskarer. Der mødte han Tigre og andre Rovdyr med Sværd, med Kølle, med Landse, eller indhentede dem i Flugten med sine Pile. Allevegne blev der Tummel og Stimlen: Flokke af Gazeller, der havde mistet deres Anfører, flyede til alle Sider, forfulgte af en Pileregn; andre styrtede, af Tørst og Træthed; her fortærede de hungrige Jægere deres Bytte, hist brød en Horde vilde Elefanter, blødende, skye, med krummede Snabler ind imod Forfølgerne og trampede mange Mennesker til Døde.“

3. „Da Hundreder af Dyr vare nedlagte, drog Kong Dushjantas videre, til nye Jagtglæder, og streifede længe om. Tilsidst følte han Hunger og Tørst. Han kom gjennem en Ørken; men bag den laae der en Lund af duftende Blomstertræer, hvor Kókil-Hannen sang og Bierne summede, hvor himmelske Gandhárver og Apsaráser sadde imellem berusede Aber, Slanger og Skov-Elefanter. Det var den vise Kanvas' Enebo, der reiste sig lig et Banner ved Bredden af Ganga, den klare, hellige Flod, med Vandfugle som svømmende Øer og Blomster som Skum paa Bølgerne. Da Kongen saae de Andægtiges Lund, stod han stille ved Skovporten og sagde til sine Mænd: „Bliver her tilbage med Heste og Elefanter; jeg vil besøge den vise Kanvas.“ Saa aflagde han sine Smykker og traadte ind, med Præst og Raadgivere. Og her glemte han sin Hunger: thi det bares ham for, at han saae Bráhma's Verden