Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/141

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

115

1. HELTEDIGTETS FORTÆLLING.

ligge for sig, mellem disse Selvplagere og skriftkloge Brahmáner, som sang Védahymner og forklarede Stjernelæren og Sproglæren og Digtekunsten og fordybede sig i Tanken om det Evige.“

4. „Alene gik han til Kanvas' Hytte, men fandt ikke den Vise; da kaldte han, saa det gjenlød i Skoven. Og en sortøiet Enebopige, skjøn som Láksmi, kom ud af Hytten og hilsede den høie Gjæst; hun bragte ham Frugter og Vand til Fodtvæt og bød ham til Sæde. Kongen sagde: „Jeg kommer hid for at hilse den ærværdige Kanvas.“ Hun svarede: „Min Fader gik ud for at samle Frugter; dvæl et Øieblik, saa skal Du see ham.“ Kongen saae hendes Ynde: „Hvem er Du, ranke Qvinde! og hvorledes er Du kommen til denne Lund?“ Hun gjensvarede ham smilende: „Jeg, o Dushjantas! kalder den vise Kanvas min Fader.“ Kongen: „Men han, som har dødet Sandserne og aldrig viger af fra sin Bane, hvorledes kunde han være Din Fader?“ Hun svarede: „Hør, o Konge! hvad Kanvas engang har fortalt til en Viismand, som gjæstede ham.“

5. „„Da Kong Visvámitras øvede sin forfærdelige Bod, ræddedes Gud Indras og paalagde Ménaka, den yndigste af Huldgudinder, at lokke Selvplageren med Elskovspøg og gjøre hans Bod forgjæves, at han ikke skulde styrte Guderne fra Høisædet. Ménaka svarede: „Naar endogsaa Du, Gudernes Fyrste, ræddes for hans Magt, skulde da ikke jeg frygte den Vredagtige, ham der ved sin strænge Bod har hævet sig fra Krigernes til Brahmánernes Kaste, ham der for at bade sig lod Floden Káusiki udspringe, ham der skabte nye Stjernebilleder og satte Kong Trisánkus mellem Himmel og Jord. Dog velan! Staa mig bi, at han ikke opbrænder mig i sin Vrede; thi han har Magt til at opbrænde Verdener, at ryste Jorden med sin Fod og rokke Méru-Bjerget. Jeg adlyder Dig; men naar jeg nærmer mig til ham i Elskovspøg, saa lad Vindens Gud bortvifte min Kjortel, og lad Kámas være min Ledsager og duftende Vinde blæse fra Skoven.“ Alt dette. tilsagde Indras. Og hun nærmede sig bævende den strænge Selvplager og hilste ham under Dands og Leg. Da blæste Vinden hendes Kjortel bort; men hun bukkede sig for at fange den og stod forvirret, rødmende ved Visvámitras' Side.