116
OM SKUESPILLET SAKUNTALA.
I samme Stund faldt han i Kámas' Vold; han vinkede ad hende, og de levede en lang, lykkelig Tid, som om det var een Dag. Da Ménaka havde født ham en Datter ved Ganga's Klippebred, vendte hun tilbage til Svárgas, og efterlod Barnet i den vilde Skov. Men Fuglene, som saae det slumrende Barn, omgave dets Leie, at det ikke skulde blive et Rov for Løver og Tigre, og da nu Kanvas steg ned til Ganga for at bade sig, saae han Barnet ligge ved Floden, bevogtet af Himlens Fugle. Saa tog han det til sig og blev dets Fader; thi de, der give Legeme eller Tanke eller Føde, disse tre kaldes i Loven Fædre. Men fordi hun havde havt Fuglene (sakúntas) til Vogtere, kaldte han hende „Sakúntala.““
„Viid, o Konge! jeg er den Datter, han fandt ved Flodbredden, og saaledes er Kanvas min Fader.“
6. „Dushjantas sagde: „Saa er Du da en Kongedatter, født i Krigernes Kaste ligesom jeg. Hulde Qvinde! vær min Hustru. Jeg giver Dig Guldkrone og kostelige Ædelstene; mit Kongerige skal være Dit. Lad os forenes ved Gandhárva-Bryllup.“ Sakuntala: „Min Fader gik ud at sanke Frugter; vent en føie Stund, saa vil han selv bortgive mig til Dig.“ Dushjantas: „Din er jeg; thi mit Hjerte boer i Dig. Du veed de otte Bryllupper, som den vise Mánus erklærer for gyldige: af dem gjælde de fire første for Brahmánerne, men de sex første gjælde for os; thi ogsaa lønlig Trolovelse, ja Bortførelse er tilstedet i Krigerkasten. Elsker Du mig, som jeg elsker Dig, saa bliv strax min Hustru ved lønlig Trolovelse.“ Sakuntala sagde: „Lov mig, Konge, at den Søn, jeg føder, skal blive salvet til Din Efterfølger. Tilsiger Du mig dette, saa ville vi feire vort Bryllup.“ „Det skee!“ var Kongens Svar, „og Dig, Reentsmilende! skal jeg hjemføre til min Hovedstad.“ Og da han nu havde taget hendes Haand efter den hellige Vedtægt og hvilet hos hende, gjentog han sit Løfte, at lade hende hjemføre med kongeligt Følge. Derpaa drog han tilbage til Staden.“
„Saasnart Kongen var gaaet, kom Kanvas til sin Hytte, men Sakuntala undsaae sig for at gaae ham imøde. Dog den Hellige skuede Alt med sit Guddomsøie og sagde: „Datter! Du har formælet Dig uden
