Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/143

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

117

1. HELTEDIGTETS FORTÆLLING.

mit Samtykke. Men lønligt Gandhárva-Bryllup er det ypperste for Krigerkasten. See! Din Ægteherre, som Du har kaaret, er høihjertet og trofast, og Din Søn skal blive en Verdenshersker, uovervindelig i Kamp.“ Saa tog hun Byrden ned fra sin Faders Skuldre og toede hans Fødder, og han lovede at opfylde hendes Bøn, at Púrus' Slægt maatte leve Dyden tro og længe føre Spiret.“

„Da Tiden var omme, fødte Sakuntala en Søn, og Kanvas viede ham efter de hellige Vedtægter. Det var en gudlignende Dreng, med hvide, spidse Tænder, med stort Hoved, Løvekrop og kredsmærket Haand. Han var ikke sex Somre gammel, før han bandt Løver og Elefanter, Bøfler og Vildsviin til Træerne i Lunden, eller red paa dem og tumlede dem i sine Lege. Derfor gave Eneboerne ham Navnet: Sarvadámanas, det er: Al-tæmmer.“

7. „Da nu Kanvas saae hans overmenneskelige Kraft, og at det var paa Tide, at han blev salvet til Thronfølger, sagde han til sine Lærlinger: „Fører idag Sakuntala med Drengen fra Eneboet til Kongens Huus; thi naar unge Qvinder dvæle længe hos deres Frænder, da krænkes Rygte og Vandel og Lov.“ De brøde strax op til Hastinápur, og da Sakuntala var fremstillet for Kong Dushjantas og det forsamlede Raad med hendes Søn, der skinnede som Morgensolen, og Eneboerne havde givet sig paa Hjemreise, hilsede hun Kongen og sagde: „See her Din Søn, som jeg fødte Dig. Husk paa Løftet i Kanvas' Lund og lad ham salve til Thronarving.“

„Men Kongen, skjøndt han strax mindedes Alt, svarede: „Qvinde, hvem er Du? Jeg mindes ingen Pagt med Dig.“

„Hun stod som en Støtte, med rødtbrændende Øie, med sammenpressede, bævende Læber, og kastede et Sideblik paa ham; men hun samlede sig ved Andagts Magt og sagde: „Du veed det, store Konge! hvorfor siger Du da: „jeg veed det ikke,“ og forhaaner Dig selv? Troer Du Dig ene og kjender ikke den gamle hjerteboende Viismand, som er Vidne til Alt? Synderen tænker, at Ingen seer ham; men Guderne see ham, og hans eget indre Menneske. Ja, Sol og Maane, Vind og Ild, Himmel og Jord og Vand, Hjertet og den retfærdige Jámas, Dag og