118
OM SKUESPILLET SAKUNTALA.
Nat, Morgen- og Aftenskumring — de kjende et Menneskes Gjerninger, og kun naar Samvittigheden, der boer i hans Hjerte, er glad og tryg, tilgiver Jámas hans Overtrædelser. Hvorfor vil- Du da her forskyde mig, mig som Du selv udkaarede til Velsignelse for Dig og Din Slægt? Thi Hustruen føder den Søn, som skal frelse sine Forfædre fra Underverdenen; hun er Mandens Sjæl og anden Halvdeel; hun er Vandringsmandens Hvile i Skovene og en Lædskedrik for den, der brændes af Sindets Lidelser; hun følger sin Herre selv i de Dødes Land; døer hun først, da venter hun paa ham, døer han først, da følger hun ham efter. Og naar Faderen seer sin Søn, sit eget Billede, som speilede han sig i den klare Sø, naar han kommer fra Reisen og omfavner ham og kysser hans Hoved, naar Drengen med støvede Fødder sidder paa sin Faders Skjød, — det er en Glæde som de Saliges i Svárgas. Myrerne bære deres Æg og knuse ikke eet; og Du, som kjender Loven, vil forstøde Din egen Søn? Her staaer han, Dit andet Jeg; thi som Offerluen tages af Arnens Ild, saaledes er han taget af Dig: Du, som var een, er bleven til tvende. Og Din Hustru vil Du forskyde? Ak, Ménaka steg ned til Visvámitras, og da hun havde født mig ved Bjergstrømmen, forlod hun mig som et fremmed Barn og gik bort. Hvad har jeg vel syndet i min forrige Sjælevandring, siden jeg i dette Liv er forladt, først af min Moder, nu af min Ægteherre? Dog, forskyd mig! jeg gaaer gjerne tilbage til Lunden; men denne Dreng, Din egen Søn, tør Du ikke forskyde.“
„Dushjantas sagde: „Den Søn, Du har født, er fremmed for mig. Hvem tør ogsaa lide paa en Qvindes Ord? Din Moder en Gudinde, som henkastede Dig lig en Offerlevning, — Din Fader en Viismand, der glemte sin Bod! Og hvor hurtig er Drengen her voxet op til et Sála-Træ! Gaa bort, Skjøge, hvorhen Du lyster: jeg kjender Dig ikke.“
„Sakuntala sagde: „Du seer Andres Feil, der ere som Sennepskorn, men Dine egne, der ere store som Vílva-Træets Frugt, kan Du ikke see. Du bedrager Dig selv: seer den Stygge sig ikke i Speilet, troer han sig smukkere end Alle; men naar Speilet holdes for ham, da give han Sandheden Ære! Viid, at min Byrd er høiere end Din: Du gaaer
