120
OM SKUESPILLET SAKUNTALA.
uforkortede Fortælling er end mere paafaldende —, at med Indernes Sæder og Smag ogsaa deres Sands for Qvindelighed i Adfærd og Tale er mærkelig forædlet i Løbet af de Aarhundreder, der ligge imellem Heltedigtets og Skuespillets Affattelse. Ja, det er neppe lykkedes nogen Digter, enten før eller efter Kalidásas, at skildre et elskeligere qvindeligt Væsen end Sakuntala's, som det 'stille udfolder sig under de Glæder og Sorger, der berøre det.
Andre af Forskjellighederne ere nærmest betingede af den episke og dramatiske Digtarts forskjellige Fordringer, og med Hensyn hertil er det ikke mindre overraskende at iagttage, hvorledes Skuespillets Forfatter har vidst at tildanne sit Stof. Af Sagnets tvende Hovedgrupper, Trolovelsen og Fornægtelsen, vil jeg kun omtale den sidste. Her er det allerede at paaskjønne, at Sakuntala, istedenfor først at fremstille sig for Kongen, da deres Søn er halvvoxen, reiser til Staden med Barnet under sit Hjerte; Thi at det er den unge Qvinde, der tager Afsked med sit Barndomshjem for at gaae en uvis Fremtid imøde, giver Afskedsstemningen det vidunderlig Rørende, der er Grundtonen i fjerde Optrin; og naar indiske Kunstdommere i et Sanskrit-Vers nævne det fjerde Optrin som Stykkets Glandspunkt, vil deres Dom uden Tvivl finde Medhold ogsaa hos europæiske Læsere. Om selve Gjensynet ved Kongens Hof og Fornægtelsen hedder det i den gamle Fortælling, at Dushjantas strax gjenkjendte sin Hustru og Søn, men forstilte sig for at aftvinge Guderne et høitideligt Vidnesbyrd. Selv under den episke Form er der noget Piinligt i denne Forstillelse; skulde den udføres dramatisk, vilde den blive utaalelig. Men Kalidásas var formeget Digter til at spænde sine Tilskuere paa Pinebænken. Han anvendte derfor det i indiske Oldsagn hyppig forekommende Motiv: en iilsindet Viismands Forbandelse, som hurtig fortrydes og derfor indskrænkes ved en formildende Betingelse, men eengang udtalt ikke kan tages tilbage; det er den hellige Gjæsteret, som her er krænket. Idet nu Kongen efter Durvásas' Forbandelse fuldkommen har glemt Sakuntala, stiller den Selvbeherskelse, Fasthed og Skaansomhed, hvormed han afviser hende og de fortørnede Eneboere. Kongen selv i et ædelt Lys, uden at Tilskuerne derfor kunne miskjende
