Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/147

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

121

2. STOFFETS BEHANDLING.

hendes Smerte og Harme: medens de begge forbauses over hinanden, vække de lige megen Deeltagelse. Og siden, efterat Ringen, det naturligste Erindringstegn, har vakt hans slumrende Minder, seer man ham fortvivlet og angerfuld, som Offer for den Skjæbne, hans Elskerindes Pligtforsømmelse har nedkaldt over dem Begge, indtil han, velfortjent af Guderne ved at staae dem bi i Kampen mod deres Arvefjender, træffer sin Søn, legende i den frie Natur, og forenes med sin bodfærdige Ægtefælle, der strax efter Forskydelsen har fundet et Ly hos Gudernes Forældre.

Saaledes har Kalidásas af det givne Stof og enkelte almindelig indiske Motiver vidst at fremlokke en Mangfoldighed af Følelser og Lidenskaber, hvis Strømning han leder med beundringsværdig Kunst. Første Optrin, der ligesom springer ud af Prologens Slutningsvers, begynder med den livlige Skildring af Gazeljagten. Men strax bebudes Stykkets Hovedindhold ved Eneboernes Forjættelse til Kongen, at der skal fødes ham en Søn (V. 12), og ved de faa Ord om Kanvas' Valfart „for at sone en fjendtlig Skjæbne, der truer hans Datter.“ Man glemmer snart disse Ord over Synet af de tre Søstre, der vande Blomstertræerne, og tager uforstyrret Deel i hele det yndige Skov-Eventyr, som ender med Trolovelsen. Det er her kun Bien, Jægerne, Raksháserne, der gjøre Ufred, og Kongen er Eneboets Beskytter. Men i Forspillet til fjerde Optrin, hvor Forbanderens Stemme høres bag Skuepladsen i samme Øieblik, som Veninderne sanke Blomster til et Offer for Sakuntala's Lykke, trækker den onde Skjæbne sammen over hendes Hoved og staaer som en Sky paa den milde Himmel, der belyser hendes Afsked fra Fader og Søstre, fra Gazeller og Blomstertræer. At den ærværdige Eneboer selv fremtræder i dette Optrin og i de øvrige kun bliver omtalt, stemmer forunderlig smukt med hans Personlighed, som her strax (V. 86) tegnes derved, at hans første Tanke gjælder dem, for hvem Afsked fra en Datter kunde være endnu smerteligere. Efter at Vemodigheden, som finder sit stærkeste Udtryk i Kanvas' Suk og Sakuntala's Formaning (S. 57), er dulmet ved hans sidste rolige Ord (V. 102), træffer man i femte Optrin Kongen deelt imellem Hoffets Forlystelser og Forretninger; netop da en længselsfuld Erindring som fra det forrige Liv farer hans