Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/148

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

122

OM SKUESPILLET SAKUNTALA.

Sjæl forbi (V. 104), træder Kammersvenden ind, for at melde Eneboerne med Sakuntala. Kongen modtager dem med Ærbødighed, men han begriber ikke deres Hilsen fra Kanvas; han husker hverken Ringen eller Løvhytten; Eneboerne fordømme ham, og Sakuntala fortvivler. Derefter følger, ligesom til Adspredelse, den naturtroe Scene mellem Fiskeren og Rettens Folk, og i næste Optrin en Blomsteroffring, saa forskjellig fra Enebopigernes. Men før man endnu erfarer, hvorledes Synet af den skjæbnesvangre Ring har vakt Kongen til Anger og Fortvivlelse, bliver man gjennem en speidende Apsarás bestyrket i den Ahnelse om et lykkeligt Udfald, som man maatte fatte, saasnart „Gjenkjendelsens“ Ring blev nævnet. Dushjantas selv veed af intet Haab. Han seer igjen Sakuntala forfulgt af Bien: Synet forsvinder; han vender sig til sine Kongepligter, og den Sag, hvori han skal dømme, gjælder en barnløs Mand. Da endelig Sorg og Anger har bedøvet ham, maa han først tirres vaagen (jfr. V. 163) for at blive skikket til at stride for Gudernes Sag. Efterat han som seirrig Helt er dalet ned gjennem Himlens Skyer, træder han anden Gang ind i et helligt Enebo, hvor han træffer den overgivne Dreng og — lidt efter lidt — forvisses om, at det er hans egen Søn. Idet nu Prøvelsens Tid er tilende, og Dushjantas bliver gjenforenet med Sakuntala, aabnes tillige Udsigten til Púrustammens Forherligelse ved deres Søn Bháratas (V. 197), der blev en af Indiens berømteste Konger.

At Kalidásas har opfundet disse og de mange lignende Træk med al den Bevidsthed, en Kunstner kan have om sit Arbeide, er ligesaa øiensynligt, som at han derved har tilveiebragt en naturlig Forbindelse og Ligevægt imellem Digtets Bestanddele. Han havde den Lykke at leve paa en Tid, da Kunsten stod i Vexelvirkning med en endnu ikke altfor videnskabelig Kunstlære og kunde drage sig dens simple, empiriske Huusraad til Nytte, uden at hemmes i sin frie Flugt. Kun i sjette Optrin, i Skildringen af Kongens Anger, spores den indiske Theori om Stemningens Eenhed, og det er neppe uden en Følelse af det Abstracte i sin Hovedopgave, at Digteren her igjen indfører Stykkets komiske Person. Naar vi kanskee ogsaa i Begyndelsen og Slutningen af syvende