Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/149

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

123

2. STOFFETS BEHANDLING.

Optrin føle nogen Tomhed, har dette sin Grund i, at vi, som Fremmede, behøve lærde Oplysninger for blot at forstaae de mythologiske Hentydninger, som Gjenstanden førte med sig, endsige at vi skulde kunne opløftes eller opbygges ved dem. Hvad Dialogen angaaer, staaer Udtrykkets Knaphed i paafaldende Modsætning til den rhetoriske Fylde, som er Europas antike og moderne Digtere, endog de fleste Lystspildigtere egen. Hvad der hæver sig til Versform er sammentrængt i epigrammatisk korte Skildringer og Tankedigte, og Samtalen — Snoren i dette Perlebaand — holder sig strængt til Handlingens Bevægelser. Det er ikke altid let at følge Gangen i de korte, af Handlingen optagne, med Vers indlagte Replikker, der tilmed ofte siges „afsides“ og undertiden ere krydsede saaledes, at en af de Talende (navnlig Kongen i en Deel af første og tredie Optrin og Sanumatí i sjette Optrin) staaer ubemærket og knytter sine Betragtninger til de Andres Samtale. Men en Læser savner ogsaa den Understøttelse af det Mimiske, som maatte forudsættes, især hvor denne Side af Fremstillingskunsten gjorde sig saameget gjældende som paa den indiske Skueplads. At Digteren har gjort Regning herpaa, seer man af de idelige Forskrifter om Stilling og Bevægelse — saa hyppige, at det vilde trætte Tilhørerne, om man ved Oplæsning tog dem alle med — og af den gjentagne Benyttelse af det Mimiske ved Overgangen til en ny Tankerække, som i syvende Optrin, hvor Herskermærket opdages, idet Drengen udstrækker sin Haand efter Legetøiet, og Tryllestilken savnes, idet han griber det, og siden hvor Sakuntala faaer Øie paa Ringen, idet Kongen aftørrer hendes Taarer. Et af disse, mere ved hvad der sees end hvad der høres, dramatiske Smaatræk er f. Ex. i Forspillet til 4de Optrin, hvor Anasúja vil løbe ud, men snubler og taber Blomsterkurven: derved holdes hun tilbage paa Scenen, som endnu ikke maatte blive tom, og faaer en Replik og en Bevægelse, der ret udtrykke Øieblikkets Angst.

Uanseet de skjønne Lignelser og Skildringer, som enkeltviis overraske Læseren, hersker der i hele Skuespillet ikke mindre Ro, Eenhed og Sammenhæng, end rig Afvexling paa sjælfulde Stemninger, som snart ved Lighed, snart ved Modsætning gjensidig fremhæve hverandre, og i