Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/155

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

129

3. ANMÆRKNINGER.

og af Kaste en Brahmán (S. 30. 80. 90, V. 160, i Urv. oftere), taler han ikke destomindre Prakrit, paa Grund af sin lidet ophøiede Livsanskuelse.

S. 20. Javánske. Med dette Navn betegnede Inderne blandt flere vestlige Folkeslag navnlig de baktriske Græker (Ioner). I Skuespillene er det altid en „Javanerinde“. der bærer Kongens Bue; saaledes her S. 91, i Urv. V, S. 82.

S. 21. Hænder. Man hilste sine Overmænd ved i bøiet Stilling at holde Hænderne samlede op for Ansigtet.

S. 21. Vétasa-Rør (Calamus rotang, afb. hos Rumph, Herb. Amb. V, 51—58), en tornet Klattre-Palme, hvis smekkre, indtil flere hundrede Alen lange Stamme løber, op eller ned, langs ad andre Træer og holder sig fast ved en Mængde Torne paa Bladenes Middelaarer. — Pukkelrygget, kubdsjas, er tillige Navn paa en Vandplante med paa Midten opsvulmede Bladstilke (Trapa bispinosa s. Roxb. Plant. Corom. t. 234). Naar Mathavjas sammenligner sig med det rankt opløbende Vétasa-Rør, der kun ved tilfældigt Tryk bukkes som en Kubdsjas, blev denne Sammenligning ogsaa for saa vidt komisk, som Narren (s. o.) var skabt pukkelrygget.

V. 39. Synd. I Manus' Lovbog (VII, 47, 50) opregnes „ti Laster“, til hvilke navnlig Forlystelsessyge frister en Konge; af disse ere Drik, Spil, Qvinder og Jagt de farligste for ham; mere uskyldige ere: Søvn om Dagen, Dands, unyttig Reise osv.

V. 40. Mústagræs (Cyperus rotundus), en Græsvæxt med krybende Rod og ved Rodtrevlerne Knolder af en skarp Lugt og Smag. Et Sviin kaldes paa Sanskrit blandt Andet „Musta-Æder.“

V. 41. Solstene. Flere indiske Digtere omtale under Navnet „Solens Ven“ en Steen, om hvilken der gik det Sagn, at den gløder ved at beskinnes af Solen; da det samme Ord ogsaa betyder en Krystal-Lindse, har man forklaret Sagnet om Brændeglas. Om en anden Steen, „Maanens Ven“ (jfr. Urv. V, 86, V.), hedder det, at den bedækkes med Sveddraaber, naar Maanen skinner paa den.

V. 42. Arka-Busken (Asclepias gigantea ell. Calotropis gig., afb. hos Rumph, vol. VII f. 14 og Jacq. Obs. t. 69), en Busk af Mands Høide med blegviolette Smaablomster, der lugte som Lilier; Løvet og de unge Skud ere belagte med en hvid, uldagtig Filt. De brede, kileformede Blade brugtes ved Offring; Saft og Bark som Lægemiddel. — Navamállika, d. s. s. Mállika (s. Anm. til S. 11).

V. 43. Skabte ved Bráhma's Tanke vare f. Ex. de syv Demiurger: Dákshas, Marítsjis osv. — Samlende osv. forklares af den indiske Fortolker om, at Skaberen „samlede de forskjellige Skjønhedsmønstre som Maanen o. d.“ for nu at forbinde alle Yndigheder i een Skabning. — Láksmi er Lyksaligheds og Skjønheds Gudinde. Da Guder og Asúrer kjærnede Havet, fremkom hun thronende paa en udsprungen Lotosblomst og kaarede ved Selvvalg Vishnus til sin Brudgom; under de forskjellige Skikkelser, hvori han siden nedsteg paa Jorden, gjenfødtes hun altid som hans Hustru. — At Sakuntala ogsaa i Heltedigtets Fortælling (s. o. S. 115) bliver sammenlignet med Laksmi, er en af flere Grunde til her, med de indfødte Fortolkere, men imod den engelske Udgiver, at forstaae Udtrykket „Qvindeperle" som sædvanlig om denne Gudinde.