130
OM SKUESPILLET SAKUNTALA.
V. 44. Urørte Frugt. Efter Indernes Forestillinger om en retfærdig Verdensorden (jfr. Anm. til V. 104) var Menneskets Lykke og Ulykke et Vederlag for de Gjerninger, han havde øvet enten i sin nærværende eller (jfr. Heltedigtets Fortælling om Sakuntala ovenf. S. 118) i sin forrige Sjælevandring. Naar han havde opbrugt sin Skat af Fortjenester (jfr. V. 142—43), eller naar hans Synder modnedes til Straf (jfr. S. 105), indtraf der et Omslag i hans Skjæbne.
V. 45. Et Smiil. Scholiasten minder om, i Henhold til indiske Theoretikere, at Smilet er en af Forelskelsens Yttringer. I en Samling Læresætninger, som man tilskrev Skuespilkunstens mythiske Opfinder Bháratas (s. Anm. til S. 110), opregnes blandt Andet de vedtagne „fire Maader“ at opmuntre en Beiler, nemlig ved „ømme Blik, huld Tale, Pigebud, Brev.“
S. 27. Tiende (ligefrem: Sjettedelen) af Korn og Frugter, Honning, Leerkar osv. tilfaldt Kongen. Men af védakyndige Brahmáner maatte han ikke tage Skat, selv om han skulde døe Hungersdød (Man. VII, 133). Allerede hos Manus (XI, 23) hedder det, ligesom her, at Kongen „faaer Sjettedelen af den Brahmans gode Gjerninger, hvem han beskytter.“
V. 48. Gandhárver, med deres Æresange, tænkes at fremtræde parviis ligesom Herolder ved Hove (V. 109—10, jfr. Urv. V, S. 93). — Konge-Viismand, jfr. Anm. til S. 14.
V. 49. Arm. Lange Arme hørte til Forestillingen om en Helt. — Havblaabræmmet. Den af Mennesker beboede Jord tænktes som en Ø, jfr. Anm. til V. 197. — Himmelens „Guder“ er de bengalske Haandskrifters Læsemaade, der hentyder paa Dushjantas' Bistand i Kampen mod Gudernes Fjender Asúrerne, hvortil han ruster sig i Slutn. af 6te Optrin; efter Devanágari-Haandskrifternes Læsemaade „Møer“ maatte her tænkes paa Sagnene om Apsarásers Bortførelse (jfr. Urv. I, S. 3—5).
S. 29. Kasteskive. Dette var den frelsende Gud Vishnus', „Asúr-Fjendens“, Vaaben. Mathavjas vil formodentlig sige, at han dog føler sig mindre tryg ved at møde Raksháser i Kong Dushjantas' Selskab, end om han havde den diskus-væbnede Gud til Ledsager.
S. 29. Kong Trisánkus i Ajodhja (Oude) havde, efter Sagnet, forberedt en stor Offring, der skulde erhverve ham en Plads i Himlen i levende Live; men hans Offerpræst undsagde ham og forbandede ham til at leve i ureen Kaste. Da han, i denne Forfatning, under en Tolvaars Hungersnød bragte Kong Visvámitras' Hustru og Børn Dyrekjød, som han, for ikke at besmitte dem, ophængte paa et Figentræ ved Ganges, lovede den mægtige Kongeviismand (jfr. Anm. til S. 15), til Løn for hans Barmhjertighedsgjerning, selv at forrette Offringen for ham og bød Guderne til Gjæst. Forbittret over deres Udeblivelse lod han ham, ved sin Bodsmagt, fare til Himmels uden Offring. Guderne stødte ham hovedkulds tilbage, men Visvámitras standsede ham i Faldet og begyndte i sin Harme at skabe nye Stjernebilleder, indtil Guderne, forfærdede, indrømmede Trisánkus en Plads iblandt de nye Stjerner, svævende mellem Himmel og Jord.
