131
3. ANMÆRKNINGER.
S. 30. Kronprinds. Naar en Kongesøn var voxen, blev han høitidelig salvet (Urv. V, S. 93) for strax at deeltage i Rigets Styrelse og være beredt til selv at overtage den, hvis hans Fader, efter den fromme Sædvane (jfr. V. 100 og 184; Urv. V, S. 91, V), vilde tilbringe sine sidste Dage i en Eneboerlund.
TREDIE OPTRIN.
S. 31. Usíra (Andropogon muricatus), en Græsart, hvis Rødder lugte stærkt efter Myrrha og Roser og bruges som nervestyrkende Middel, deels, som her, tilberedte til Salve, deels flettede i løse Dør- og Vindues-Skjærme, som holdes vaade og tjene til at forfriske den gjennemstrømmende Luft (s. Wilson: dáhaharana).
V. 54. Andagts Magt; hvis nemlig Kanvas, fortørnet over, at Kongen ikke oppebiede hans Samtykke, vilde bruge den overnaturlige Magt, han besad i Kraft af sin Andagt, og forbande ham.
V. 55. Blomsterpiil; jfr. Anm. til V. 135. — Maanen, en mandlig Guddom, kaldes ofte „Kulde-Sol,“ „Sval-Straaler“ o. d., i Modsætning til Solen, der kaldes „Hed-Straaler“. Det indiske Sprog er overhovedet rigt paa staaende Ordbilleder, som, uagtet den stadige Brug, neppe kunne have ophørt at vække en billedlig Forestilling. Saaledes hedder et Blomstertræ, ikke blot paa Sanskrit, men ogsaa paa Hverdagssproget Prakrit, „Fod-Drikker“; Ild hedder snart „Offer-Æder“ eller, hvad der udentvivl betyder det Samme, „Gude-Mund“, snart „Røg-Banner“, idet Røgen betragtes som Ildgudens Fane.
V. 56. Sivas' Vredes-Ild. Det herhen hørende Sagn, som med forskjellige Afvigelser jevnlig kommer igjen i Kildeskrifterne, fortælles i Heltedigtet Ramájanam saaledes: Da den mægtige Gud Sivas, efter sit Bryllup med Gudinden Párvati, hengav sig til Kydskhed og Bod, vovede Elskovsguden at nærme sig til ham under hans Bodsøvelse, for at optænde hans Kjærlighed til Párvati. Men Sivas udstødte en frygtelig Forbandelse imod ham og sendte ham med sit tredie Øie et Vredesblik, som brændte hans Lemmer til Aske. Deraf har Kamas Tilnavnet: „den Legemløse“. Andre Kilder tilføie, at Guderne atter bragte ham tillive ved at stænke Asken med Udødeligheds Drik. — Urvas' Flammesøn. Viismanden Urvas, mægtig ved Bod, blev af Guderne opfordret til at forplante sin Slægt. Efterat han forgjæves havde advaret dem om, at hans Afkom vilde fortære Alverden, opsteg af hans Lænd et Uhyre med Hestehoved og Krop af Ildsluer, som strax krævede Næring og vilde have opslugt den hele Jord, hvis ikke Bráhma var kommen de forfærdede Guder tilhjælp og havde kastet Urvas' Søn i Verdenshavet, hvor Vandene bleve hans Føde.
V. 57. Et Hav-Uhyre, som Kamas havde undertvunget — Hoved, Hals og Forbeen som en Antilope, Krop og Hale som en Fisk — var afbildet i hans Banner, til Tegn paa Kjærlighedens Magt. Det er samme Tanke, som naar Grækerne fremstille Eros ridende paa Løven eller Delphinen.
V. 58. Legemløse. Dette Tilnavn, der vel oprindelig har skullet udtrykke, hvor umærkeligt Kjærlighed lister sig ind i Sjælene, er mythisk forklaret ved Sagnet
