Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

X

INDLEDNING.

andre Guder Elskovsguden havde mange Fester og Helligdomme, fulgte af den Sands for Qvindelighed, der lærte Inderne fremfor andre østerlandske Folkeslag at erkjende Qvindens personlige Værdighed ligeoverfor Manden, af hvem hun i borgerlige Forhold var afhængig, og satte deres Digtere istand til at fremstille Idealer af qvindelig Ynde og Sjæleadel. Kjærlighedens Gud hedder Kámas (Attraa), Smáras (Erindring), Mádanas (Beruser), eller den „Legemløse“, den „i Sjælen Fødte.“ Han fremstilles ridende paa en Papegøie, med Sukkerrørs Bue, hvis Streng er en Kjede af levende Bier; de skjønneste Blomsters Knopper ere hans Pilespidser; i hans Banner sees et Hav-Uhyre, som Sindbillede paa hans altbetvingende Magt.




2. INDERNES SKUESPILDIGTNING.

Den Livsanskuelse, hvis Grundtræk her ere antydede, findes udtalt i en rig Litteratur af allehaande digteriske og videnskabelige (kun ikke reent historiske) Skrifter, der naaer fra den graae Oldtid indtil de seneste Aarhundreder, da den lidt efter lidt døde hen i Spidsfindigheder eller kunstige Efterligninger og skriinlagdes af lærde Fortolkere. Her maa det være nok at omtale den dramatiske Litteratur. Dens første Udvikling falder længe før vor Tidsregnings Begyndelse og skyldes uden Tvivl mimiske Dandse og Festspil, som opførtes til Gudernes Ære. Imidlertid ere de foreløbige Forsøg i denne Retning ikke opbevarede, og af indfødte Forfattere lære vi ligesaa lidt Litteraturens som Folkets Historie at kjende: de have iagttaget Beskaffenheden af det Givne og sammentrængt deres Iagttagelser i sindrige Formler og Læresætninger, men ikke indladt sig paa, hvorledes det lidt efter lidt har udviklet sig. Allerede det ældste Skuespil, vi besidde, („Leervognen“) maa kaldes et Kunstværk og er, hvad det dramatiske Tilsnit angaaer, ikke forskjelligt fra de mange senere, der bleve digtede, saavidt vides, i første Aarhundrede før, og i ottende, ellevte og følgende Aarhundreder efter vor Tidsregnings Begyndelse. Hvad enten det er mythologiske eller borgerlige