Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/160

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

134

OM SKUESPILLET SAKUNTALA.

Efter V. 76 følger i den bengalske Text en lang leflende Elskovsscene, der strax røber sig som fremmed Tilsætning.

S. 41. Tsjakraváke (Anas casarca), en Trækfugl af Andeslægten, høibenet, rødguul, med sorte Svingfjedre og hvide Dækfjedre. Dens Gang er ziirlig, dens Flugt let, dens Skrig ligner Lyden af et Jagthorn. Om Dagen ere Han og Hun uadskillelige (hvoraf Fuglen ogsaa har det Navn „Parviis-gaaende“); men naar det bliver Aften, maae de, efter Sagnet, skilles ad ifølge en Forbandelse; da sidde de hver paa sin Flodbred og fylde Natten med Klageskrig, som om de kaldte paa hinanden (jfr. S. 54). — Digteren lader her Gáutami, der nærmer sig, tale om Nattens Frembrud i Ord, som Sakuntala ogsaa kan anvende paa sig.

S. 41. Darbha; s. Anm. til S. 19.

V. 80. Vanfreds graadige Hær, mere ordret: Raatkjød-Slugernes Hær. „Raatkjød-Ædere“ er et af de omskrivende Navne paa Raksháserne, vilde, jettelignende Skikkelser, der især i Tusmørket gik paa Rov efter Offermad, og mod hvem Brahmánerne, næst at iagttage den rette Orden i Offringerne (jfr. Man. III, 204), ofte, som her, maatte søge Bistand hos en Helt af Krigerkasten.

FJERDE OPTRIN.

S. 44. Det er mig. Efter Manus' Lov (II, 122) skulde en Brahmán melde sig hos ældre Brahmáner ved at nævne sit Navn, hos Ulærde saavelsom hos Qvinder blot ved Ordene: det er mig.

S. 44. Durvásas optræder i flere indiske Sagn som den, „hvis Sjæl ikke kjender Tilgivelse“, og som over de ringeste Forseelser tager de strængeste Straffe. Da Gud Indras engang havde hængt en Krands, som denne Viismand skjænkede ham, paa sin Elefant, der sky kastede Krandsen til Jorden, udstødte Durvásas en Forbandelse mod Indras; og alle Urter visnede, Menneskene ophørte at offre, og Guderne laae under for Asúrerne, indtil Vishnus lærte dem, hvorledes de skulde fremkjærne Udødeligheds Drik. Slige straffende Forbandelser flnde tildeels Medhold i Manus' Lovbog, hvor det netop i denne Betydning hedder, at Brahmánen skal værge sig med „sit Ord“, ligesom Krigeren med sin Arm og Kjøbmanden med sit Gods (Man. XI, 33—34); men oftere indskjærpes Fredsommelighed og Sagtmodighed.

V. 82. Urternes Herre (egl. Herre for de Aarsplanter, som gaae ud, naar deres Frugt er modnet) er et af Maanens Tilnavne, sigtende til dens formeentlige Indflydelse paa Plantevæxten. — I Vesten tænkte man sig et Bjerg, bag hvilket Sol og Maane gik til Hvile ved deres Nedgang. — Arun, Morgenrødens unge Gud, Søn af Kásjapas (s. Anm. til V. 173), sidder paa Solgudens Vognstang og kjører hans syv Heste (jfr. V. 168. 162). — Som Digteren hentyder paa Sakuntala's Skjæbne allerede ved dette Morgensuk om Lykkens Ustadighed: at Nogle synke, mens Andre stige, og „Lykke, Ulykke de gange paa Rad“, saaledes endnu tydeligere ved det næste om Skilsmissen fra en elsket Ven.

V. 83. Maanen som Natliliens Ven, s. Anm. til V. 70.