Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/161

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

135

3. ANMÆRKNINGER.

S. 47. Ulastelig. I denne Sætning er der heelt igjennem Afvigelser mellem de forskjellige Haandskrifter og Udgaver. I dens første Ord har jeg fulgt den af Böhtlingk foretrukne Læsemaade na for nam. Læser man, efter det kjøbenhavnske og de fleste andre Haandskrifter, nam (Sanskr. nanu), kunde Meningen enten være: „Saa klart det er mig, at der er gjort Synd imod vor Veninde” eller „Skjøndt det gaaer mig om i Tankerne, at min Veninde kunde faae Synd deraf (af min Taushed)“; Williams' Oversættelse: „Selv om jeg var overbeviist om, at min Veninde kunde være at laste“, synes mig ikke at stemme med Anasuja's Tankegang.

S. 48. Arnested. Naar en Brahmán fra Lærlingens Stand indtraadte i sin næste Stand som „Husfader“, tændte han, ved at gnide Sami- og Figen-Ved mod hinanden, en hellig Ild, som han fra nu af skulde holde vedlige Nat og Dag. Den brændte paa et viet Sted i Huset eller i et særegent Arnehuus, til Brug først ved hans Bryllupshøitid, siden ved de daglige Morgen- og Aftenoffre af klaret Smør til Ildens Gud Agnis osv. (Man. III, 84 ff.), saavelsom ved de større Høitids- eller Dødningoffre; naar han drog bort for at leve som „Skovboer“, førte han den med sig tilligemed sine Offerredskaber (Man. VI, 4); ved hans Ligfærd blev Baalet tændt med den samme Ild.

V. 84. Sámi (Prosopis spicigera eller Mimosa Suma Roxb.), et tornet Akazietræ med spiselige Frugter; ved at gnide dets haarde Ved mod Veddet af „indisk Figentræ“, eller to Stykker Sámi-Ved mod hinanden, tændte man Ild til hellig Brug (s. o.). Sivas' Hustru Párvati skal engang i Elskovsbrynde have hvilet paa Stubben af et Sámitræ, der inddrak hendes Flammer; deraf fik Veddet den Egenskab, let at tændes ved Gnidning.

S. 48. Késara; s. Anm. til S. 11. — Mriga-Rótsjanam, et vellugtende, guulagtigt Farvestof, efter Sigende tillavet af Galden af en Antilop. — Dúrva-Græs (Panicum eller Cynodon dactylon, afb. i Engl. Botany t. 850), et meget udbredt Græs, med krybende Rodstok og grenede Stengler, med smukke violette, straaleformig spilede Ax, var en af de hellige Urter.

S. 48. Hastinápur (d. e. Elefantstad), det gamle Delhi, beliggende ved Ganges N. O. f. det nuværende, var Dushjantas' Kongesæde[1].

V. 85. Láksha-Saft. Ved Stikket af Lak-Cochenillen, der i stor Mængde opholder sig paa det indiske Figentræ og visse andre Træer, udsvede disse en harpixagtig Mælk, hvormed Insekterne, der indeholde et rødt Farvestof, heelt omgives; den saaledes farvede Masse er i størknet Tilstand bekjendt under Navnet Gummi-Lak.

V. 86. Paa sit andet Trin, som „Husfader“, levede Brahmánen et Familieliv med

  1. Den Egn, til hvilken Sagnet knytter Dushjantas' og Sakuntala's Navne, er netop den samme, der i vore Dage er bleven Arnestedet for det indiske Oprør, med alle dets Rædsler og Grusomheder. Saaledes kan en Befolkning forvandles ved Aarhundreders Vanrøgt! Men det gaaer med Mennesket som med de Træer, der af Mangel paa forædlende Pleie sætte Torne istedenfor Grene.