Side:Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/163

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

137

3. ANMÆRKNINGER.

t. 11) et anseeligt Træ, der voxer i Bjergskovene. Paa Sanskrit hedder det „Mælketræ“, fordi der af dets Bark flyder en harpixagtig Mælkesaft; Frugt og Blade ere spiselige, Veddet brugtes ved Offring.

S. 54. Tsjakraváke, en Vadefugl, om Natten skilt fra sin Mage ifølge en Forbandelse; s. Anm. til S. 41 og Urv. IV, S. 67. En af de indiske Fortolkere forklarer Sakuntala's Ord som en Ahnelse om den forestaaende Skilsmisse fra Dushjantas ifølge Forbandelsen.

V. 98. Gúrus, egl. „Ærværdig“, er Fælledsnavnet for en aandelig Fader (d. e. Lærer), en Fader, Fosterfader, Svigerfader, kort enhver ældre Slægtning, hvem man skylder Ærefrygt; det er med Hensyn hertil, at Udtrykket „min Herres Søn“ kommer til at betyde „min Ægteherre“. — Afseet fra, at der, i Overeensstemmelse med de indiske Forhold, i disse Formaningsord ikke er Tale om Pligter som Dronning, men kun som Kongens Hustru, mindes vi uvilkaarligt om Formaningen til Dagmar:

„Dydelig, gudfrygtig, from og god,
Det skalt Du altid have til Id;
Det dele med alle Dine Undersaatte,
Du bliver deres Haab og Lid“.

S. 56. Sandeltræet (Sirium myrtifolium, afb. hos Roxb. vol. I, tab. 2) har Lighed med en stor- og spidsbladet Myrte; Veddet er bekjendt for sin Vellugt. Dets Hjemstavn er Malája-Bjerget (de vestlige Ghats paa Malabarkysten), som derfor paa Sanskrit ogsaa hedder „Sandelbjerg“, ligesom atter Sandeltræet kaldes „Malájafødning“.

V. 100. Jorden kaldes firehjørnet med Hensyn til de saakaldte Verdenshjørner. Den blev betragtet som Kongens Ægtehustru (jfr. V. 73). — Det høres ofte om indiske Konger, at de, naar Thronarvingen blev myndig, toge ham til Medregent og snart efter overlode ham Regjeringens Byrder for at ende deres Dage som Skovboere, i Bod og Forsagelse (jfr. V. 184). I Brahmánkasten hørte Overgangen fra „Husfader“ til „Skovboer“ til den staaende Orden (s. o. Anm. til V. 86).

V. 101. Riis-Offret. Der var fem „store Offre“, som hørte til Brahmánernes daglige Tjeneste (Man. III, 80 ff.), nemlig Offer til Bráhma ved Védalæsning, til Guderne ved Brændoffer af klaret Smør (s. o.), til Ahnerne ved Udgydning af Vand med Sésamfrø (s. o.), til Menneskene ved Gjæsters Velkomst (s. o.), endelig til „alle Væsner“, navnlig dem, der ikke fik Deel i de andre Offre, saavel Luftens, Vandets, Træernes Guddomme som Jordens Kryb og Himlens Fugle (Colebr. I, S. 191): til dem blev der under Bøn Morgen og Aften strøet Levninger af Riis og andet Fødekorn, enten paa viede Steder i Huset eller udenfor; Qvinderne kunde forrette Offret, kun uden lydelig Bøn. Det er dette Offer til „alle Væsner“, hvorom her er Tale. Hvad der var blevet ufortæret af de Offerkorn, Sakuntala daglig udstrøede ved Hyttens Dør, havde spiret og deraf var der i Tidens Løb opvoxet en Grønning.